Over det snoede spir
øver referencen sig i langløb
øglerne kysser dig med smagen af røg
jamrende landskabsfe cyanblå
sanser hvordan læber
uhørligt hvisker farvel
øjnene taber hovedet først
imens du ser på skoene, ser du
ikke den forgiftede himmel
ærmerne vugger hvert sit bjæf
tilsværtede æbler er rammen
ædedolksrytmen gjalder gyldent
jeg’erne ruller sig i søvntestotoron
tætningskamme til salg som malede døre
for ømme for nordlys
uvejret løfter sit Maryskærf.
