Løvskovens såler flygter
ud over de faldne.
Jeg oversætter nålenes fjerne champagne
og blegner ved siden af en flok sorte råger
poser flammer op
floden tørrer ind i pytter.
Nu skurer gynækologens golftur
døgn skriger efter mere kaffe
kanoer vender sig
for et lokum af en brasen
nok ser vi omridset
men selve kastet
har elastik i sekundet
det er så nemt at ramme over mål
og strække en halv hånd ud
til forlis.
Blommerne gennemlever
ryggenes sorte forblødninger
livremmen kan ikke spændes længere ind
flere foreslag fænger
fyldebøtterne
med zenbudhistisk sløvhed
udenfor templet.
Du fumler med hovedfloden
hvor skulle du ellers gå hen
nu ser en gylden dag ud som gøgens snydetrick
valget lyner gylpen ned
du lægger dig fladt ned
i ly af en kraftig Olfert.
Hvilken dåb giver I guldkalvens fakir
er floden nok til at hanke løgsuppen op
sansernes målløse jeg vender sig
på den grønne chaiselong
luften er klar og vældig vandfortættet
hvordan kryber katten ned i sin sæk
høgene sover længe og defekte fødder
vågner op i alle hjem
vuggende
og vi skal nok finde ud af
hvem der lovede hvem
et overmål af farver vi ikke længere har.
Der er hoveder nok der galer op
og melder løse verdeners vragstumper
myggesværme der hopper op og ned
som små miniature droner
prøver at lægge arm med fornuften
oplys venligst de sårede sofaer
at glansnummeret står afløvet
og kun spånerne ligger tilbage.
Bladmassivet har sådan et ondt fodaftryk og lyder
som om nogen har prøvet at få bladene til at give hals
et landskab helt uden ræling
sejler gennem jordens akse
og spørger
hvordan kunne kloden
med alle sine tidszoner
hoppe ret igennem hullet til et andet år.
Jeg trækker vejret
fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg trækker
ikke vejret
for at blive dygtigere til det.
