:::

Mange vil have dig

alle undtagen du

i afværgede kappefolder for sig

selv marmorerer du på din blæste Michelangelo

som læser dig fremmed

glem aldrig at vi ender

i samme afgrund

du der omfavnende forbliver

elsker træet som selveste Italien

midt i det sprudlende forår

stråler Ordet

og du metamorfoserer gennem hjemløse trin

er også du elsket for en piges skyld

den altid forbavsede, vidunderlige måde

gnisten kommer fra det store bål

fordi blomster og deres marmorkirker

nogle gange tænker dig, du.