Udsigt

 

Der var kommet et lille jordbærmærke midt på fodryggen. Han så det straks, han havde taget strømpen af. Næste morgen, han stod op, så han, da han havde rejst sig, at mærket var vokset. Det var nu større end en fem krone og helt mørkt. Han løftede foden og holdt den med sin højre hånd, i det han med den venstre holdt fast i endestolpen på gelænderet til trappen, der førte ned til stuen. Da han løftede foden, så han med ét lyset glimte. Det, han havde troet var et stort mærke, var et regulært lodret hul lige gennem foden. Han havde ikke mærket nogen smerte og gjorde det heller ikke nu. Det, der burde have fyldt ham med ængstelse, var helt erstattet af en nøgtern ro. Han betragtede hullet. Huden var fin og glat. Der var intet sår at se. Han kunne stirre lige gennem sin fod. Nænnede ikke at dække foden til og gik på bare fødder ud til skovbrynet. Her i udkanten havde han mellem træerne sat to hængekøjer op. Han kravlede op i den ene og lå på ryggen, så han kunne se sine fødder. Han stirrede ud på den blomstrende eng igennem hullet i sin højre fod. Det var som kom blomsterne mere til sin ret, når han kiggede ud gennem hullet. Verden var blevet mere intens. Han hørte nu insekternes mægtigt summende symfoni. Så hvordan solens stråler spillede på alle strenge. Hvordan stråene bøjede sig for vinden, som var de del af et evigt snurrende hjul.