Pakker plastic om halsens vase
vågner op til tapetets sirlige mønstre
sveder smør salt
var vi allerede visne ved søndagsluftens sang
alvorlige trappesten manglende sin japanske gud
bevidsthedens pastelfarvede baglokale
som jeg aldrig selv fik sagt farvel
op fra maskinhaller alle spinkle sprogs vræl
tropisk samlejes smasken fryser fast
var jeg blot en paryk der de sidste mange dage
sad så meget jeg orkede
på din spættede nakke
natten stønner vitterlig sit stjernesvar voldtagne mennesker
med udstyr som gør naboen grøn af misundelse
regnen opskåret al betydning
ænser sytten personer
skrevet af efter nogle store tomme dåser kaviar.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment