Han skyder tøjdyret fra hånd til hånd, standser så op, og krammer - for atter at kaste over i den anden hånd. Sådan bliver han ved, imens jeg bliver udspurgt. Det er efteråret 2008, og jeg er alene i stuen med tre civilklædte betjente. Døren er lukket. De to mænd sidder over for mig, han til højre med det lange jugoslavisk klingende efternavn, og han til venstre, der febrilsk lader sine hænder være optaget af mine børns tøjdyr. Den kvindelige betjent står ret op og ned helt klods op ad døren vendt i profil. Det er tre måneder siden, betjenten med de jugoslaviske aner ringede til mig, og sagde, han havde en sag, han nok mente, jeg kunne hjælpe ham med at opklare. Det havde intet med mit arbejde at gøre, fik jeg at vide. Men en hjemmehjælper skulle have sagt, at jeg nok vidste noget. De viser mig en fotokopi af et foto, der typisk kan være taget fra den vinkel et overvågningskamera optager med, når det hænger oppe under loftet. Fotoet er i A-4 format, og viser en fedladen mands ansigt fra panden og ned til en guldkæde, han har om halsen. Han har et fimset blondeoverskæg. Øjnene kan jeg ikke se pga kameravinklen. Jeg stirrer længe på fotoet, for jeg vil ikke kunne afvise, at jeg et eller andet sted kan have set den pågældende person. Jeg kommer bare ikke lige på hvor. Men ser ud af øjenkrogen, at han, der så intenst krammer mine børns tøjdyr, laver indforståede øjne, og nikker til sin mandlige kollega, der pludselig spørger, om jeg nogensinde har haft skæg. Ja, siger jeg, men det er jo længere tid siden. I det samme rammes jeg af vældig forundring over det spørgsmål, jeg netop har besvaret. I tror da for pokker ikke, det er mig på det foto, spørger jeg resolut. En beboer har set dig, kommer det lige så træfsikkert fra Det Langt Hakkende Efternavn. Da bryder jeg spontant ud i overstadig latter. Vender fotoet om, og spørger, om de da virkelig synes, at manden på billedet ligner mig. En lettere flovhed synes at kunne spores, ihvertfald fremstammer den ene betjent noget, der kunne minde om en nølende benægtelse. De takker for, at de måtte tage min tid - hvis jeg ser manden fra fotoet, må jeg endelig henvende mig. Derpå bryder de straks op.
Mine børn flokkes efterfølgende om mig, og én spørger: Tror de da, du er tyv far? Ja, det troede de åbenbart, svarer jeg. Omend jeg jo ikke ved, hvilken forbrydelse det egentlig drejer sig om.
To år senere ser jeg et foto af dén brandstifter og indbrudstyv, der har hærget her i området. Det er en politiassistent; og både det tøj han har på, hans alder - og hans udseende iøvrigt synes grangiveligt at svare til politimanden med den sære hang til krammedyr. Han står anklaget for en lang række forhold - nogle allerede begået tilbage i 2007. Det er O.K. Men hvad skulle han mon EGENTLIG i vores lejlighed i 2008.
***
No comments:
Post a Comment