Offeret synes at være et gennemgående træk ved de 3-4 bøger af Peter Øvig Knudsen, jeg til dato har læst: Efter drabet - Beretninger om modstandskampens likvideringer, Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder, Blekingegadebanden - Den danske celle og Blekingegadebanden - Den hårde kerne. Men det var først et læserbrev i Information d. 28. december d.å., der gjorde dét klart for mig, som jeg ikke fuldt havde erkendt i min irritation over synsvinklen i Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder. Jeg havde været irriteret over bogens ensidige fokusering på et gennemgående seksueltorienteret aspekt. Læserbrevet i Information gjorde mig opmærksom på, at Øvig Knudsen ved at lade psykiateren, der skulle have med Birkedal at gøre op til dødsdommens eksekvering, fremstå med en fokusering på en stigende besættelse af netop den seksuelt betonede pervertion, jo dermed også beskriver det ondes næsten ubeskrivelig magt ud af et nærmest uforklarligt kraftfelt.
Blekingegadebande-bøgerne har, udover de ofre man kan læse om i bøgerne, også forfatteren og læseren som sine ofre. Det er med andre ord et tungt og omfangsrigt stof Øvig Knudsen løfter ind i en nogenlunde almen tilgængelig form. Ja det er knaldspændende samtidsorientering!
Montana-prisens udvælgelsespanel har dermed ikke gjort det let for sig selv, når de vælger at stille sådan en faglitterær sværvægter, som dokumentargenren er, op ved siden af den lyriske genre, som nu t. eks. Glitrende støv danser af Palle Sigsgaard. For hvad vejer den sidstnævnte, om man skal veje den efter samme mål som førstnævnte? Uanset hvem af disse, der får prisen, vil det være uretfærdigt. Eneste løsning er derfor, at begge får prisen, og at forfatterne altså derfor deles om grunkerne. Det synes meget modigt at bryde tidligere tiders praksis. Men på hver sin der til regnede vægt må bøgerne vejes. På hver andres vægt mister de nemlig deres egentlige betydning.
PS. 15. december d.å. har Peter Stein Larsen i.ø. en anmeldelse af Glitrende støv danser i Kr. Dagblad. Jeg vil gerne anholde dén anmeldelse. Det er især sætningen - angående det tolv sider lange digt, der begynder "Hun kan være sikker ..." (side 20); Peter Stein skriver: "Det hele skal vist nok vise en social indignation, ..."; at Stein her indoptager den udtalte tvivl digtet giver udtryk for, vil jeg ingenlunde forlede mig til at tro. Det virker ikke til at digtet bliver læst i samlingens helhed. Stein Larsen lægger en diakron læsning ned over samlingen og tager slet ikke notits af alle vink i forudgående digte, der alle intenst peger på psykiske og ikke eksplecit sociale forhold og tilstande. Bevares - der kan læses en social indignation ud af det anmeldte digt, men jeg mener bare ikke, det er det, som er digtet eller digterens hovedærinde.
De forudgående digte ikke bare handler om at være identisk med det andet/den anden, digtene kredser vedholdende om lige netop dét. Derfor bliver den kvinde eller den kvindes tilstand Sigsgaard over tolv sider gennem forskellige udsagn og påstande skildrer ligeså meget en skildring af en proces, der hører et alment sjæleliv til. Terrænet synes således af mindre diakron end jungiansk beskaffenhed. Og Peter Stein Larsens læsning forekommer under alle omstændigheder uden indføling i digtsamlingens hele. Det er ikke en anmeldelse jeg finder yder Sigsgaards debut den retfærdighed den fortjener. Jeg ved ikke hvor mange darlings, det har krævet digteren at dræbe henmod færdiggørelsen af Glitrende støv danser. Men det er den bedste digtsamling, jeg længe har læst.
'
No comments:
Post a Comment