Saturday, 31 March 2007
"Afskaffelsen af de sociale Uligheder, som vi arbejder paa, maa udtørre den værste Kilde til Forbrydelsen, den nuværende sociale Rovdrift.
Det fremtidige Samfund, som vi nu stiler imod, socialistisk i sin økonomiske Basis og sine Retsregler, anarkistisk og kooperativt i sin Kultur og sine Arbejdsmetoder vil komme med en Naturmagts Vælde. Og saa skal alle Forbrydelser, der stammer fra den uretfærdige Fordeling forsvinde, Forbrydelser der indirekte afledes sammestedsfra, fra Forbitrelsen og Misundelsen skal tyndes ud.
De der bliver tilbage er særligt de farlige Grænsetilfælde mellem Sindssyge og Forbrydelse"
Albert Dam ca. 1912
Wednesday, 28 March 2007
Jubilæumspost
Til Koordinats jubilæumsoplæsning på Andys Bar d. 24. marts 2007 var der især to digte, som siden har holdt mig tankebeskæftiget. Det drejer sig om Lars-Emil Woetmanns Kingo-parafrase og Martin Snoer-Raaschous mytiske digt omkring et udgået birketræ. Parafrasen står for mig som en humoristisk og kraftfuld legemliggørelse af kristendommen; imens myten om det udgåede træ med sin helt enkle og klare kristne symbolik udgør et billede tilsyneladende renset for sædvanlig kristen tyngde - så at sige i et førkropsligt univers. De to digte tager således fat i det kristne fra hver sin ende af perspektivskalaen. Woetmanns digt kan således tilskrives en aristotelisk linje, imens Snoer-Raaschous befinder sig i et platonisk perspektiv.
...
Går vi videre fra Aristoteles til Nietzsche, kan der næsten - ihvertfald hos den unge Nietzsche - findes en slags programskrift for især førstnævnte linje; således udtrykker Nietzsche sig som 17-årig: "Først når vi erkender, at vi kun er ansvarlige over for os selv, at bebrejdelser for en forfejlet livsstemning kun kan gælde os selv og ikke nogen som helst højere magter, først da vil kristendommens grundidéer kunne tages i øjesyn og blive til kød og blod. Kristendommen er efter sit væsen et hjerteanliggende: først når den har legemliggjort sig i os, når den er gået ind i vort sind, er mennesket en sand kristen. Kristendommens hovedlære udsiger blot menneskehjertets grundsandheder; det er symboler, sådan som det højeste altid kun er et symbol på noget endnu højere. At blive salig ved troen vil blot sige den gamle sandhed, at kun éns hjerte, ikke éns viden, kan gøre én lykkelig. At Gud er blevet menneske hentyder kun til, at mennesket ikke skal søge sin salighed i det uendelige, men bygge sin himmel på jorden; indbildningen om en overjordisk verden havde bragt menneskeånden i en forkert stilling til den jordiske verden; den indbildning var opstået i folkenes barndom. Menneskehedens glødende ynglingesjæl tager med begejstring imod disse idéer og udsiger anelsesfuldt den hemmelighed, der grunder sig i en fortid, som rækker ind i fremtiden: at Gud er blevet menneske. Under stor tvivl og kamp bliver menneskeheden mandig: den erkender hos sig selv "religionernes begyndelse, midte, ende"."
...
Jeg kan kun opfordre de to ungersvende til også fremover at rendyrke deres her fremkomne og forskellige livsanskuelser. To af hinanden modsatrettede koordinater betinget af et fælles omdrejningspunkt: Dét må da kunne generere fortsat dynamik, eller dynamit!
Tuesday, 27 March 2007
Monday, 26 March 2007
Thursday, 22 March 2007
Årstider:
4 malerier af Simon Grotrian + 4 digte af Robert Henningsson, som skulle have
været i KunstbaZarens Magazine, men der sker ikke rigtig noget dér, så derfor
efter lang dvælen i jorden opstår de ganske simpelt på denne blog, ihvertfald
foreløbig.
Efterår
Hvert øjeæble
sømmet til krigerengle
meteorens jern.
Flammemod
du menneske
er den dødbringende drik jeg elsker.
Sommer
Fnugdyr svæver hver sin hakkedreng
og fugle sejrstomter dufterum i støvfangs katapult
blinde broder se din fremtid
hiver måner ned med kroge.
Forår
Det rabler trompeter
med hver sin mundskænks vinge
ildrøde blades
talrige veer
lige lukt i volt.
Seglet skærer kors af sin kreds.
Wednesday, 7 March 2007
Subscribe to:
Posts (Atom)
