En vedvarende lyd af sammenbrud
holder os oppe som endnu ufødte fostre
novembers døve efterbrænding i et kikkertsigte
render utvetydigt op
med masser af violette strimler.
Et mågeblink i bølgens dyb
rejser gråt og døgnfødt i en stædig bane
halverede fosforstriber
søger lydens sildevælde
i papirets fold.
Novellegæsten rapporterer fra de hvide ben
afgrundshoved æder græstørv
med skyggelys i sine vekslers såler
der ser en kølig brise os forklaret:
Vi går i stjerneknæ og lyset bliver krop.
