Ingen kender moderønsket
når først du åbner dig for natten
lader skyerne din hånds fem raflefingre
fortælle et eventyr
om alt det sovende i dig.
Aftenerne, aftenerne
åbner krikkens mule, som var det en kirke.
Den evne kender jeg
evnen til råskitse som savriller fortæller
kolibri og søpindsvin
i et fremmedartet sprog
for ikke at gøre nekrologen til et ferietip.
Lige meget hvor uskyldig - så kender de vores håb
hænder rækker ud og lader fripassene synke
vi er ikke mus i en læsesal
kap mig ved læberoden
der kommer så meget op
som søger retfærdighedens flamme
rundt om blir du mødt med det bundløse
øvelsesmaven kaster dig ud fra sin vippe.
