Han vågnede først da helvede åbnede sig
han nåede slet ikke at se
afsnittet med englen
og den magiske fjer
der kunne transformere
satan til en slange
da han døde
lå han med sit gipsben
strakt skråt op i luften
som en fuckfinger
fra en pøl af blod.
Da Albert Dam i 1938 måtte spise nådsens brød
hos sin næst ældste datter Else
i kælderen Guldbergsgade 11
havde han og hans kone Jonna
et eneste brændekomfur
der gjorde det ud for
kombineret varmekilde og ildsted
til at lave mad på
komfuret blev senere skjult for omverdenen
idet solide planker
blev lagt hen over
kældernedgangen
så ingen længere kunne se
at der havde fandtes en kælder
måske har man villet afslutte et mørkt kapitel
slå en streg over genvordighederne
i hvert fald har det øjensynligt ikke været dér
Albert Dam fandt sin øjeblikkelige inspiration
kælderen har imidlertid
været det helt ideelle
billede
på den forgangne konkurs
og har øjensynligt gjort det ud for
en
nervesvækkende rede
hvor i al mulig nødvendig hvile
forud for det
fremtidige imaginære virke
sat over for basal overlevelse
kun svært lod sig mobilisere.
Tyranner kan meget nemt styrte
hierarkier kan ændre sig fra den ene dag til den
anden
så de der var øverst bliver nederst
og de der var nederst bliver øverst
men de der var øverst tåler oftest lige så dårligt
at komme helt nederst
som de der var nederst tåler
at komme øverst
for de der var nederst
viser sig ofte
at være de samme tyranner
som de der før var øverst
og de der var øverst
viser sig at være
nogle feje kujoner.
Ifør jer kølerhjelme sorte og blanke
intet blik kan skærme blikket
intet blik kan skærmes af blik
i skyttegraven er enhver dimension et monster
kun de ganske små detaljer
på cigaretpapirets kant
går senere hen
og bliver en strøm
af polær begejstring
en fælles strøm
af aristokratisk
altruistisk længsel
og arbejderklassens
robuste malm.
Hent hovedet
så sætter jeg det på
i dødens garage
læg hånden på hånden for grønt
stå ved havnen
hvor drengen med kloen
om halsen sover
læg hånden på hånden for grønt
i en container
med kæften fuld
af tørrede svampe
læg hånden på hånden for grønt.