~

Det var soft. Hvad andet kunne det være. Efter alt det du havde været igennem. Du efterlod ham der. Du var nød til at efterlade ham der. Jeg har fortalt dem det. Du var nød til at efterlade ham der i bunden af fjorden. Du blev sendt der hen til dem. De lignede helt almindelige indfødte. De kunne være dine bedsteforældre. Du gik ikke. Du kom bare. Det blev i familien. Østersøen er langt væk, når slædehundene hyler. Men det var soft. Alle bevægelige billeder. Jeg kigger ikke længere på dem. Jeg kigger ikke i øjeblikket på det. Ikke direkte. Men det er der oppe du kommer fra, selvom du voksede op et andet sted først. De sendte dig der op. Du gik aldrig. Du kom bare. Den hud du boede i var tattoveret på indersiden. Du gav dem alle lunser. Lod alt blive tilbage. Selvom det ikke var dem, der fik dig til at lette, så grådige de var, så kunne det godt se sådan ud, at de lettede dig for alt. Selv dit navn stod tilbage som en gåde. Nu kommer fjorden vældende som et stort net af gåder. Så helt klart og nært på. Som et Stalingrad gennemhullet af saltvand. De store masker af hav. Du kom med det, da du gik.