Vandmelon

Vandmelon fylder sorg og glæde til bristepunktet
mon den oplever nogle af delene
hvordan kan den selv være neutral
og dog fylde så meget
hvordan kan den være så meget Sverige
i Danmark under besættelsen
og er det derfor Tømrer Claus synger
Stol blot aldrig på vandmelon
Stol blot aldrig på vandmelon
den gør dig gravid som en gople
vandmelonens tråde
er dit begær efter mere
men vandmelonen har ingen religion
den hviler i sig selv
mon den husker dit sidste farvel
før du forlader huset under en stormflod
nyder den at du har trukket persiennerne ned
så dens røde striber lyser endnu mere op
hvilke ønsker har den for en fremtid som tiger
imens dens kerner spirer i din blindtarm
er den som en løbsk malerplet
der lægger sig til hvile midt i en helligdag
drømmer den om den sæd den har lagt i dig
imens floden løfter den mod loftet?

Det gider jeg heller ikke høre om

det gider jeg heller ikke høre om

det gider jeg heller ikke høre om

men sorgen forrest i bussen

er stadig medpassager.

Vil hun stort selskab løb ned ryg fit bus sol vil hun land nørd rif feber fup bov så ladt nys ræling rille fint bur hvorfor haps døv sker se lyt nip rul sjovt bær bar søvn læbe.

Syn og syner

Følelserne kommer ikke fra øjet, men nogle gange kan der ekstraordinært knyttes særligt stærke følelser til synsindtryk. Men lugtesansen og høresansen synes at have mere direkte adgang til emotionelle lag. Jeg kan komme i tanke om trillioner af lugte-, føle- og audio- stimuli som har genereret følelsesudsving af dimensioner; men de følelser synsindtryk isoleret set sætter i gang er sjældent af en dyb emotionel karakter. Når emotioner og fintføling synes at være sat i særlig svingning, har synsindtrykket som oftest været koblet på én af de andre sanser også. Rene synsindtryk er sjældne. De jeg særligt husker fra mit liv er første gang jeg som ca 1½ årig så solen skinne gennem min mors hår. Første gang jeg spredte biodynamisk kompost ud på jorden og med mit blik synes jeg kunne se en ny 'aura' på jordskorpen. Eller den dag jeg stod og kiggede ud af vinduet ud på nogle store ahorn træer, og deres grønne farve pludselig synes så uforklarlig dyb, og jeg fik en fornemmelse af, at træerne talte til mig, men jeg kunne kun fornemmende forstå, hvad de sagde, det forekom mig at være et gribende øjeblik, hvor min synsans udvidede sig ud over normalen. Kort tid efter fik jeg underretning om, at i det øjeblik, hvor mit syn var blevet draget så hypnotisk ind i træernes kroner, da var min bror blevet mast til plukfisk i en trafik-ulykke...

Øjet er sjælens spejl, siger man, men det mærkelige er, at hvis jeg står og stirrer ind i et spejl længe nok, så er det som om, at den jeg ser i spejlet, på én gang bliver mere og mere forandret, jeg står og ser en fremmed, en anden, med mit øje kan jeg ikke få øje på, hvem jeg er, jeg er altid en anden.

Helt anderledes med fx lugtesansen, med den vil jeg altid kunne bestemme om noget er mit eller en andens.

Dæxit

Danskerne er aldrig blevet spurgt, om vi ville deltage i en europæisk union. Vi blev af landets daværende leder tudet ørerne fulde med, at Unionen Er Sten Død; danskerne stemte sig ind i EF 2. oktober 1972. EF var forkortelse for det europæiske fællesmarked. Samhandel var altså forudsætningen for at majoriteten af stemmeberettigede danskere stemte ja tak til at deltage. Men danskerne har aldrig stemt ja til at deltage i et Europas Forende Stater med regulering og harmonisering af kulturelle og sociale forskelle.

Måske kunne det snart være på tide, at danskerne bliver spurgt, om de vitterlig ønsker at være en del af Europas Forenede Stater - EUROPA UNIONEN - EU. Det ville klæde demokratiet, at en sådan afstemning langt om længe finder sted.

LISBONDAGETRAKTAT:

Li shi
su shasi
ysha shilsu
shisani shigsa
ha sha
sa shisa
shasina
asha asilvi.

Dem, der har og dem, der ikke har:

At pege på England og englænderne som en forbandet koloni-magt, der hvad indvandring angår ligger som de har redt, synes jeg, som dansker, ikke kan ske uden lige at få øje på den tommelfinger, der peger indad. Ud over præmissen om, at indvandring skulle være hovedgrunden til englændernes stemme-afgørelse. Det er det ikke. Det er bestemt et element i den engelske situation. Men det er et element, som netop eksisterer uafhængigt af EU. Akkurat fordi England er en gammel koloni-magt har de utroligt mange indbyggere som stammer fra de gamle kolonier, ikke mindst i London; men det er jo noget, der har passet og stadig passer overklassen ganske fint. Således er kastesystemet faktisk ikke så fremmed for det engelske aristokrati.

At den største del af englænderne er utilfredse med det europæiske unionsprojekt handler nok mere om, at skellet mellem rig og fattig kun er øget gennem tiden. Så afstemningen er i høj grad et opgør mellem dem, der har og dem, der ikke har.

EU er ikke et skabende fællesskab, selvom eller måske netop fordi man har prøvet at lovbestemme og regulere også på kulturelle og sociale områder. Udgangspunktet og grundlaget for EU er samhandel, og det der kommer til at præge alle dele af EU-harmonisering, det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed, tjener først og fremmest erhvervslivets interesser. Det er således lobbyisme som er en alt overskyggende faktor i EU's skindemokrati.

Et skabende fællesskab opstår  bedst mellem frie individer og frie nationer. Samhandel kræver ikke en unionsdannelse, men kan fint forhandles på plads mellem frie selvstændige nationer.



 

SKARP HARPUN SUSER

HAK SUPER SAR PURHUS PUSHER KRAS RAPS RASPER UPS HAR KRUS HAVRE SPAR KUP SUSER RAK HA SURA HAPS SURE ARA SPURV RASK PRES HUKA PRAK HASPER KARUSSE PRAHA SKARP HARPUN SUSER HUP HUSAR PAS RAV KUSSE PER RUS SUK KRUPS ER PRUSKE PUS

Kolos

Der var røster i 1910, der advarede kraftigt mod den kommende fare, men det blev rigtig nok ikke taget alvorligt.

Det er rigtigt, at den bedste medicin mod nationers indbyrdes krige er en stærkt udbygget samhandel. Men man kan ikke bygge en nation eller en union alene på økonomiske interesser, der skal også være en fælles kultur. De, der er stærke tilhængere af EU vil rimeligvis påstå, at vi har en sådan stærk forankret fælles europæisk kultur, og det er da også givet, at der er noget, man kan kalde for europæisk kultur, især hvis man er amerikaner; men en kultur, der er så meget fælles, at det i sig selv udgør en naturlig homogen enhed (eller i EU-termer : Harmoniseret enhed), synes ikke lige for. Det der især er problemet med EU er - ud over at det som sit udgangspunkt alene har haft penge som  interessefelt - er netop, at det tillades, at lobby er så stor en indgroet del af den almindelige forretningsorden. Dette gør at alt hvad man kan pege på af "demokratisk opbygget magtstruktur" i realiteten udgør intet andet end et skindemokrati. Vi har her hjemme ikke et mindre skindemokrati - i og med at vi er et appendix til den Europæiske Union, og vi får heller ikke med et snuptag  mindre skindemokrati af at melde os ud af foretagendet, da den politiske anti-kultur allerede er gledet så meget ud af pop-tangenterne, at udviklingen mod en bananstatsrepublik synes at være blevet et perpetuum mobile. Det fascistiske monster, der går gennem Europa, går netop ikke bare gennem de 28 EU lande, det går faktisk gennem hele Europa, og det er EU rent faktisk ikke nogen garant for, at det ikke gør. Tværtimod lader EU politikerne sig trække rundt ved næsen af tyraniske nabolande. Og formår heller ikke at stille noget op med fascismens fremmarch indenfor sin egen parlamentariske situation - andet end opdæmning, udefrysning. Den mærkværdige konstruktion af Plan-økonomi parret med multinationale selskabers hændervridende lobbyisme er ikke nogen sund garant for demokrati - ej heller nogen vaccine mod en voksende og ikke længere bare ulmende utilfredshed, der især udmønter sig i nationalisme og fascisme.

Samhandel er som sagt medicinen, deri kan vi blive enige, men en indgående og vidtforgrenet samhandel havde ikke nødvendigvis krævet en sådan unionskonstruktion på lerfødder.

Kulturen beriges og ændres ved samhandel, ligesom to mennesker kan berige hinanden og udvide hinandens horisont - og nogle gange opstår der noget helt tredje og unikt, og nogle siger endda, at modsætninger mødes og sød musik opstår, men det er jo netop, når modsætninger mødes på frie, lige og frivillige vilkår.

Vi i Norden har haft skiftende variationer af unionsdannelser, og de holdt endda nogen tid grundet dels magtstruktur og dels et vist mål af fælles kultur. En fælles kultur kommer ikke ad åre på grundlag af magt og penge. En nations eller rettere et folks særskilte væsen, skæbne og mål er det enkelte folkeslag iboende og kan i det lange løb ikke dikteres det ude fra eller fra oven uden at det enkelte folkeslag går i opløsning, men før det tilsyneladende går i opløsning, vil der på bunden af folkesjælen have dannet sig en modkraft, der som et frø vil vente på de rette gunstige betingelser for at kunne spire frem på ny. Den kraft, der er blevet tilbageholdt og undertrykt kan være både positiv og negativ. Vi så hvordan disse kræfter spirrede frem efter Titos død. Vi så det i Østtyskland efter murens fald. Vi ser det i hele den gamle Sovjetstat og i de tilstødende tidligere okkuperede lande, hvordan et åndeligt armod slår om og i en kaotisk tilstand folder sig ud uden noget tilsyneladende mål. Faldet tilbage i nationalkonservativt sindelag og i nationalkonservative drømme følger på baggrund af et sådan kaos angstens helt naturlige logik.

Med Sovjetstatens fald burde vi i Europa have været vågne for, at en (anti-)ånd var sluppet ud af flasken; vi burde have taget Jugoslaviens og Sovjetunionens opløsning frem som et spejl for enhver drøm om Europa som et Europas Forenede Nationer.

Så hvad er det ved englændernes opgør med top-down kulturen, der er svært at forstå. For det er nemlig det, det drejer sig om, og ikke at englænderne har glemt deres fortid; meget kan man sige om englænderne, men det er en stolt nation, der i den grad hviler på deres historie. Og når talen falder på krig, så har de jo også betydeligt mere at erindre end vi danskere 'i smørhullet'.

...

Det at værdsætte livet højere end behovet for at tilhøre en bestemt stamme.

. .

Et folks særskilte væsen er rigtig nok på mange måder udtryk for en vrangforestilling, men har ikke desto mindre været en nødvendig forestilling for at nogle bestemte forhold har kunnet udvikle sig. Det er ved at blive ved den tid, hvor vi mennesker skal slippe den forestilling. Det der sker, hvor én kultur går under for at noget nyt kan vokse frem, er en kaotiseringsproces, og i en sådan proces vil mennesker grebet af angst gribe så langt som muligt tilbage bagom vrangforestillingen i håbet om at kunne finde tryghed dér. I virkeligheden ligger den eneste tryghed i den ukendte eller uerkendte nye verdens orden.

Om skovflåt:

Skovflåten siges i visse tilfælde blandt andet at kunne bevirke centraleuropæisk hjernebetændelse hos mennesker, hvilket skal være sket her i landet i 2009. Skovflåter synes at være blevet mere og mere interesseret i at suge blod på mennesker. Imidlertid har det lille kræ og mennesket øjensynlig levet side om side lige så længe, der har levet mennesker på kloden.

Men hvorfor er det først blevet et problem de senere år. Jeg erindrer ikke et eneste tilfælde fra min barndom, hvor skovflåter sugede sig fast på mennesker, imens det nu om dage og de sidste tyve år er noget der sker meget ofte. Det angives at stigningen i flåt forekomsten skyldes en fordobling af rådyrbestanden over de sidste ti år. Men dette forklarer jo ikke, hvorfor flåtbid mig bekendt overhovedet ikke forekom på mennesker her i Midtjylland for halvtreds år siden.

Da jeg var barn boede jeg midt i totalt fredet natur med masser af råvildt og harer.

Her i Midtjylland begyndte flåterne at bide så småt på mennesker i 70'erne; men der hvor jeg boede i 60'erne var der intet som helst om flåtbid på mennesker.

Har også læst på nettet, at flåter har været hverdag for folk på Bornholm i mindst halvtreds år, og at skovarbejderne har opnået en vis grad af immunitet overfor centraleuropæisk hjernebetændelse. Spørgsmålet er så, hvorfor udviklingen på Bornholm er så forskellig fra resten af landet. Har der for halvtreds år siden været betydeligt større rådyr bestande på Bornholm. (Men altså igen - jeg så mindst lige så mange rådyr på min barndomsegn, som jeg gør nu - og jeg bor stadig i nogenlunde samme område, så der er et eller andet, der ikke stemmer- i forhold til, at jeg overhovedet ikke har kendskab til ét eneste flåtbid op gennem tresserne).

Det kan jo ikke udelukkes at forholdet skyldes mutationer eller i det mindste ændrede svedlugte hos mennesker frem for hos flåterne.

Hvorfor oplevedes der tidligere ikke flåtbid overhovedet, men mange nu? (At rådyrbestanden er fordoblet - er givet som én forklaring - flere rådyr = flere flåter --- men det forklarer jo ikke hvorfor der for et halvt århundrede siden slet ikke forekom flåtbid (ihvertfald her i Midtjylland).

Før i tiden kunne vi jo gå timevis i skoven uden at møde andre sjæle end dyrenes; mødte jeg med års mellemrum en stor gruppe mennesker i skoven, så fór tanken jo uværgeligt igennem én, hvad pokker laver de mennesker i "vores" skov.

Vi fik hund i 1967, og der var aldrig en eneste flåt på den og heller ikke på nogen af os. Hunden fik en hvalp, og ud over den fik vi endnu en hund, og ingen af disse blev hjemsøgt af flåter, men med den fjerde hund, som vi fik, begyndte der at være flåter, men først i 90'erne begyndte flåterne også tilmed at bide på os. Flåterne begyndte først at optræde, da der var kommet mange får ude fra til området for at afgræsse de fredede arealer. Der havde før den tid også været nogle få lokale får. Men det var først med de ude fra kommende får, at jeg bemærkede, hvordan får kan være fuldstændig invaderet af de blodsugende kræ.

Men at flåtbid skulle være farligt, blev vi først bevidste om med Mimi Stilling Jakobsens ansigtslammelse.

Imellemtiden har jeg fået underretning om, at en jeg kender, som bor her på egnen, oplevede de første flåtbid i 70'erne. Men denne har også en oplevelse af at forekomsten er øget, ja, på det seneste eksploderet.

Op gennem 90'erne og i 00'erne blev jeg i stigende grad bidt af flåter; og ofte var området omkring bidet helt rødt. Jeg husker én gang, hvor jeg ringede til lægen, fordi det røde område var blevet sådan femkrone stort, og lægen sagde, at jeg kunne komme ind og få en sprøjte med antibiotika, eller jeg kunne se tiden lidt an, om området øgedes. Jeg valgte det sidste og det gik heldigvis langsomt i sig selv igen.

Essensen af den film her er egentlig, at det er adskillelse og individualisme som forårsager opblomstringen af den nævnte bakteries spredning til og inkorporation i mennesker.

Her er imidlertid et noget andet perspektiv på, hvordan det kan være at skovflåter er gået hen og blevet til så stor gene: [opdatering af 26.07.19]: statslig spredning af borrelia 

Astrologi versus astronomi:

Astrologi er en mental fiksering, imens astronomi er et konkret forekommende fænomen. Stjernerne i det vi kalder stjernebilleder findes i det univers vi er en fysisk del af; stjernetegnene derimod findes udelukkende i menneskets forestillingsverden om sig selv, og er dermed at regne for hørende til psykologiens termer i Jungs betydning af arketyper. I det biodynamiske landbrug arbejder man således ud fra den konkrete stjernekalender i forhold til de stjerneBILLEDER, som vi med det blotte øje kan se på nattehimlen. Stjernetegnene, som alle tolv bærer samme betegnelser som de tolv stjerneBILLEDER, er standardiserede som et typisk udtryk for en babylonisk-mekanistisk tænkning; men stjerneBillederne er hver især af uens udstrækning (grader siger vi, når vi ser dem fra jorden, og tager udgangspunkt i jordkloden som universets centrum) og solen har således vidt forskellige omløbstider foran hvert enkelt stjerneBillede i zoodiak (dyrekredsen).
Dér, hvor astrologien vitterlig ér overenstemmende med astronomien, er hvad angår planetkonstellationer. En given planetkonstellation er en reel foregående begivenhed. Så planeternes bevægelser er astrologiens real plan, imens stjernetegnene er astrologiens mental plan. I astronomien er alt real plan.

Erindringer om insekter og slanger:

Fandtes der ikke flåter i det forrige årtusinde, jo, det gjorde der da; men hvorfor blev jeg, der gik så meget i skovene, hederne, ved søerne og i moserne i min barndom aldrig nogensinde bidt af en flåt? 

Jamen, jeg bliver også bidt hvert eneste år, fx i morges var der bid. Men da jeg var barn husker jeg intet om skovflåter, blev aldrig bidt og erindrer heller ikke at nogen andre gjorde. Det synes jeg er meget mystisk. I min barndom var hugormen det farligste dyr i Danmark, hvilket jeg ved selvsyn også kom til erfaring om. Men skovflåter så jeg intet til. Og der var ellers masser af får, hjorte, rådyr, hare etc i omgivelserne. Heller ikke på vores hunde husker jeg noget om, at der var skovflåter.

Men for 10 15 år siden husker jeg også ganske godt flåtbid og hvordan flåten var blevet en trussel, men i min barndom, som ligger tilbage i tresserne, så jeg intet til kræet.

Aha, så de var der altså, og der meldes jo heller ikke noget om, at den er vandret ind i landet - tværtimod regner man vel med at den har levet helt tilbage i dinosauernes tid (og det kan vel sådan set lige så godt gælde for tresserne ikke), men noget tyder på, at den først i den senere tid har fået mere og mere smag for menneskeblod også, og at det så uheldigvis er begyndt at blive et problem at den i visse tilfælde er i stand til at overføre visse bakterier og sygdomme.

Måske har der også været flåter på vores hunde, men min mor har nok fjernet dem inden jeg kunne tælle til fire.

Skovflåter siges at skulle suge blod to, tre gange i livet (deres liv) - første gang på et mindre dyr og sidste gang på rådyr eller til nød menneske. Jeg har set hvordan et får kan have ligesom en vrimmel af "klokker" = store flåter hængende på sig. Men det så jeg ikke i min barndom.

Og ja, det ér mystisk, for bestandene af rådyr er da ikke skrumpet voldsomt henover årtierne, så hvorfor er menneskeblod gået hen og blevet mere og mere eftertragtet af flåterne? Der går jo her i sommertiden ikke en uge uden at de har forsøgt sig her hos os.

En Skovflåt hører til spindlerne, og er altså absolut ikke nogen tæge.

For halvtreds år siden kendte jeg kun til to slags tæger - én vi kaldte bladtæge (som kunne sidde på fx blåbærplanter eller birkeblade, og var jeg uheldig at få nogle af de bær i munden, som sådan en fætter havde siddet på, så fik jeg hurtigt spyttet skidtet ud, for det smagte grufuldt), og så var der én som levede i vand, som vi kaldte (det, den hedder) - skorpionstæge. Jeg samlede en del af disse skorpionstæger og bragte dem hjem i mine akvarier ligesom guldsmedelarver, som jeg havde i nogle store syltetøjsglas i legehuset. En søndag morgen havde sådan en skorpionstæge fundet en smutvej forbi dækglasset, det fandt jeg ud af, da jeg lidt efter hørte min mors skrig ude fra badeværelset. En anden dag stod min mor uden for legehuset og spurgte, hvad jeg lavede der inde; jeg svarede, som det var, at jeg var ved at tilse mine guldsmede, og for ligesom at understrege min pointe stak jeg ét af glassene ud af døråbningen, men jeg må ikke have haft helt ordentligt ved glasset, for det røg ud af min hånd og dumpede ned på jorden under det kolosalt store madæbletræ, og mylderet af guldsmedelarver syntes ligesom at ville søge mod alle 365 verdenshjørner helt uberørte af min mors iltre stampen i jorden. Muligvis ansporet af dén livlige reaktion gentog jeg succen, nu bare med jagtedderkopper, som Claus og jeg havde fanget i deres kælder. Det var de største edderkopper, vi nogen sinde havde set, og da skoletimen var ved at trække lidt i langdrage kom jeg ved et rent uheld  til at støde til glasset, som jeg havde stillet ved min skolepult; og da min fod ramte glasset som trukket af en usynlig magnet, viste det sig, at jeg sandelig ikke havde fået skruet låget alt for godt på. Så gik resten af timen jo med skrig og skrål, og Pia stod helt oppe på tåspidserne oppe på en stol, imens hun hvinede i vilden sky. Jo, tiden med at fange de hurtige jagtbørger var sandelig givet godt ud.

Hvad jeg den gang ikke vidste - var, at der faktisk findes 500 forskellige tæge-arter her i landet, og at der var en spindler, som nogle kaldte for en tæge. Jeg vidste dén gang heller ikke, at der især her i Midtjylland findes en lille art fugleedderkop, som det meste af sit liv lever i et rør lige under jordspejlet. Havde nogle gjort sig den ulejlighed at fortælle mig det, er det sikkert og vist, at man ville have fundet mig med en lup rodende rundt på jorden på jagt efter en ægte dansk fugleedderkop.