Nogle tanker om karikaturtegninger, ytringsfrihed og andet:

Der er ingen ting i verden, der retfærdiggøre, imod et andet menneskes vilje, at slå det andet menneske ihjel.

Når det nu er i orden at fremstille karikaturtegninger, hvor en katolsk præst i et pæderast perspektiv siger: Lad de små børn komme til mig; fordi der har forekommet en del tilfælde af netop dette inden for den katolske kirkes egne rækker, hvorfor skulle det tilsvarende så ikke være lige så i orden, for de tilfælde, hvor piger under, det der i Vesten opfattes som, den kriminelle lavalder, bortgiftes. . . 

Selvom jeg ikke går ind for at håne eller ringeagte 

andre menneskers religiøse tilhørsforhold eller religiøsitet i det hele taget; så er det min personlige overbevisning; hvad andre gør må være deres personlige ansvar. Men derfor er det til enhver tid kriminelt at slå et andet menneske ihjel på grund af dets ytringer, hvor hånlige og grove disse ellers måtte være. Det er jo også derfor vi har en lovgivning, der indeholder racisme og blasfemi paragraffer; det er fordi, at den grænse, der evt. må være, skal være noget, som bliver afgjort via en domstol. Og de domstole vi har på vore himmelstrøg vil gudskelov aldrig i dømme dødsstraffe qua ytringer, med mindre vi er ude i en undtagelsestilstand a la besættelsestidens formørkede år. Om blasfemi paragraffen er uddateret er så et andet spørgsmål. Egentlig har vi jo netop som samfund og nation bevæget os frem mod større ytringsfrihed, ikke mindre. Det ville ikke i dag være muligt at forbyde Trilles sang om, at der lurer et øje i det høje. Den Lange Hr Jensen vil i dag vel sagtens kunne springe lige så lystigt omkring Det Store Stykke Storkespringvand. Og det ville formentlig heller ikke vække så store ramaskrig blandt kristne i Danmark at fremstille den korsfæstede med erigeret lem, og et Thorsen maleri af den kaliber ville formentlig heller ikke blive krævet overmalet.

Men hvad lovgivningens paragraffer angår så  kan jeg ikke forstå, at domstolene her hjemme ikke forlængst har taget aktion på de hadefulde og mord-opildnende udtalelser, der er kommet fra Hizb ut-Tahrir.

 Jeg gik ikke ind for hele ideen om at invitere fyrre tegnere til at tegne de her bestillings karikaturer, og forstår ikke, at tolv af tegnerne på den måde lod sig spænde for et ideologisk korstog. Karikaturtegninger har fandtes til alle tider, og folk skal udtrykke lige hvad der ligger dem på sinde. At der blev så meget rav om lige de her tegninger, skyldes ikke kun hele det fortænkte set-up, men i langt højere grad tilfældige religions-politiske omstændigheder. De mennesker, der brændte flag af ved den danske ambassade i Teheran, havde endda ingen af dem set en eneste af disse tegninger. Og lederen af revolutions-gardens aktuelle aktion bliver ikke det mindste forarget når han her de mange år efter ser Vestergaard-tegningen. Det ligner jo en sikh, det ligner jo overhovedet ikke vores profet, er hans lakoniske reaktion. . . Det ville aldrig kunne lade sig gøre ved en vestlig domstol heller at pådømme en eneste af de tolv karikaturtegnere for noget som helst kriminelt. Og gud ske lov for det.