Børn oplever farver umiddelbart; voksne komplementært. Øjet skal lære at se verden i det rigtige perspektiv. Umiddelbart er verden spejlvendt og vender på hovedet, men vores bevidsthed tvinger signalerne fra øjnene ind i det rigtige perspektiv. Rød er livets glans, blodets farve. Men når en voksen ser rød oplever den voksne GRØN. Grøn er  som Lilla/Violet en harmonifarve. Så når vi udsættes for rødt oplever vi den flegmatiske grønne stemning. Når vi derimod står over for grøn, vågner vi op i rødt, så mærker vi livets glans bruse i blodet. Som når man beruses af forårsgrønne skrænter. Men vores bevidsthed er dobbelt, så vi oplever både komplementært og umiddelbart, men på øjelågets indre afspiller vi altid den komplementære farve, der kan bringe harmoni imellem den verden, der truer med at overmande os med sit farvede indtryk, og den bevidsthed vi sætter ind mellem og mod både den ydre og den indre verdens tryk. For husk på billederne vælter ind alle steder fra UDE FRA INDE FRA og når membranen mellem disse forskelligt artede tryk perforeres, vupti befinder vi os midt i psykosens farveladeorgie.

Både det spejlvendte fænomen ved øjets indretning og vores bevidste evne til at udligne dette - og så - det komplementære fænomen - er videnskabeligt kendte fænomener, som vel at mærke kan efterprøves af enhver med ganske simple midler. Spejlings fænomenet ligger jo lige for ved blot at iagttage lysets brydning i et krystal. Det andet fænomen kan ganske simpelt gøres håndgribeligt anskueligt ved at have en farvet skive, man iagttager intenst i et givet tidsrum, derefter flyttes blikket umiddelbart efter til en tilsvarende farveløs flade (f.eks. hvid): det der da kan iagttages er komplementaritetens fænomen. Det ligger helt inden for en sansbar virkeligheds rammer.

Med paddehatte syet fast

til den blafrende fane

begynder løbet

og man må da næsten være døv

ping, siger pikhammeren

en punktlig gammel node

bliver usædvanlig paf

og ladet buldrer endnu

de skraber bugen

og føjer lurmosaik af løver

en jættevals med jomfruer

som jævner alt med jorden

sphinxen som ligger her

og logrer med halen

sørger lige godt

over hvad de gør ved din fane

de rykker sammen

i kim og syner

bagude det mørke

hvor de for en måned siden faldt

de leger med kloder på banen

ører vendt mod høj frekvens

hysch, du folder din fane

og jeg ser dig knæle på gaden

som var du ramt af skud.

"Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab.

Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers. "

Lillian Munk Rösing.

Hvem er døv 
i sækken
og dør for os
i døve  bølger 
som omhyller
døveorkesteret
dør dér lige foran os
dør og bliver vores helt
havet med solen oven over
er kanosol
vi folder vores fangstnet ud
og åbner døre dér lige foran os
garnene smælder
som en bagdør i havet
som en dør i ryggen

vi har dig i nettet
og du spræller
du er vores sprællemand
vores eksotiske sprællemand
vi har dig under luppen
og du spræller
du er vores sprællemand
vores lille bitte sprællemand
sprogets Columbus
vi strammer ganske roligt til
og smiler når du spræller
vi strammer ganske roligt til
for du er vores sprællemand
vi har dig i nettet.

HJERTEBOG

Høimmyr snavlechfyf gacwyo øqenpjikyk
høimmy døyrmyf chormch rych ahyf
gacwyo ucovyk ihovi oyz nagyk
vefmych am snavlechfyf pabkrych nav øqenpjikyk

vefmych snavlechfyf pabkrych øqenpjikyk
søl høimmyr lav døyrmyf chorm
ma gacwyo jonape ucovyk chom ihov
øp snavlechyf mab øqenpjik

snavlechfry chobchyf øqenpjikoy zhoxiyk
øp vefmych lab døyrmyf chormch
åx pabkryi jonape ucovyk ihovi
søl høimmyr mop gacwyo

vefmych chopchyf pabkryi zhoxiyk
øp snavlechyfry lav bønchyf
åx øqenpjikry jonape xåqzyk
u chormy banchyf rych ahyf

høimmyr tu ihovy xanquzyk oyz nagyk gacwyo
høimmyr chopchyf gacwyo zhoxiyk
øp vefmychel chormy snavlnyf
åx pabkryij ihovy øqenpjiyk kyk.