Klangdigte kaldes af nogle også for lyddigte og af andre for nonsenspoesi eller nonsensdigte. Nonsens betyder non sense - altså: ingen mening (eller betydning). Netop betydningen af nonsens gør, at jeg er ret ambivalent overfor brugen af ordet. For hvad er betydning? Findes der virkeligt noget, der ingen betydning har, noget, der er betydnigsløst? Der findes noget, der har mindre betydning end noget andet (for mig). Subjektivt kan noget altså opleves som havende mindre eller mere betydning. Ja, måske kan det enddog opleves sådan, at noget slet ingen betydning har. Men hvad er det? Det er forskelligt fra person til person. Kan vi med rette sige, at et skrig f.eks absolut ingen betydning har? Eller solsortens eller nattergalens sang? Nej, det kan vi hverken med rette eller noget som helst andet sige. Spørg en psykolog, spørg en ornitolog. Spørg en professor i onomatopoietika om dennes forskning er meningsløs, om lydord i sig selv ingen betydning eller mening har. Naturligvis forefindes ikke den samme form for mening, som vi er vandt med fra dagligdags sprogbrug. Men der fra til at sige, at der absolut ingen mening er, er der alligevel et stykke. At et værks enkelte bestanddele unddrager sig almindelig mening tilsiger ikke værket som helhed manglende mening eller betydning. I hvert fald er det ikke det, jeg bestræber mig på i min lydords-praksis. Jeg kan naturligvis ikke udelukke at det netop er det andre bestræber sig på. En form for zen. Og det er også fint nok i så fald at anvende ordet non-sense. Det rensede udtryk. Den lydlige skulptur. Lyd som klinisk skulptur. Men for mig er det kun ét element i klangdigtning. Modsprog, kortslutning, onomatopoietikon, baglænstale, alfabetomvendelser, vulkan- og vokaludbrud, suk, ikke-lyd, smækken med læber, råb, skrig, fremmedord latiniseringer, ordadskillelser, bogstavsfremhævelser etc etc etc er alt sammen - sammen med lydens rent skulpturelle fremtræden det der for mig udgør klangdigtning: