Jeg nægtes kun ned
i rækker af tænder
i rædderlige egne

røb ikke de døde
et talløst
bladmaveunder

en eksakt allé
vokser sig stor
træernes rødder
til vished et net

som en hjerne i jorden

en grundakse mellem
tågerekyler og eneladt nat

ræk ud mod de grove linjer
seersken får mod i sin sorg
en dråbe reddet af duvlette slør

for sammensunkne og nøgne
har ingen af os hjemme
i råkalket knogle

med sirlige snørkler
løsnes lidt pus
sælges et skind
vi aldrig fik svøbt

om dit alt for skrøbelige jeg.