En smule søvn
i 

overvågningskameraets blinde vinkel

blir ved at snitte

vers

som fra en roehakkers vrid

før jord og sukkerkrop

blir endeligt adskilt 

i sort og hvidt.

 

Phil Collins in Eurythmics

Phil Collins eurytmiseret:

Smerten sprøjtemalet stikker regnbuer ud af prolapsen. 


En forsegling er brudt, da hændelsen atter siger jeg. 




Billedsting af en pæl hamret i, 


der hvor faldet ved fyraftenstid satte skæbnen på spor.

Jeg slæber mig gennem skoven.


Nogen har skrevet OFFER i isen.


Jeg står ved søen, og skriger


Ind til de kommer
og henter mig.

Fra hvert klovspor bræger et får

detaljens knurhår spidser til

alle de dyr

vi ikke kan se

samler sig som skyer

en mjaven og brægen

omkranser ruiner

hver sky

er en tanke

genkendt af vores.

R E N S D Y R S N A K

S T Ø D K O N T R A K T

E L V I N G R A P P O R T

Karl Heinz Stockhausen tilstræbte en musik, hvor der var den størst mulige afstand mellem hver enkelt tone - eller hvor så mange toner som muligt blev afspillet i samme nu. Noget lignende er det jeg gerne i et digt vil give et billede på.

Men et menneske, der mener, at det, særligt det, rager ekstraordinært op i landskabet (og der er rigtig nok mange måder at gøre det på) kunne overfølsomt eller måske bare pr helt rationel logik, hvad ved jeg, misforstå det derhen, at digtets udsagn er møntet på vedkommende, og at der derfor retteligen må være tale om en forfladigende poesi. Men jeg mener intet i den retning, der normalt opfattes symbolsk. Billedet menes berettiget i sin egen konkret. At noget afsøger en afstand, og sammentrænger den, og at vi i denne afsøgning lades ude af syne til fordel for et andet perspektiv. At dette kan tage sig 2-dimensionalt ud - får være. Kald det bare poesi flad som en pandekage eller hvad fanden du vil. Men billedet eksisterer efter min mening i sin egen ret.

Mit liv har været én lang elefantbegravelse         kun afbrudt af et par standsede dansetrin og lidt søvn.

Hvem har ikke i et tidligere liv
pisket sig selv til blods
så der i dette blod dog
kunne rulle en smule følelse


og hvem har ikke i et senere liv
bedøvet sig i en grad
der skabte afstand til de
alt for overvældende følelser


ja, hvem har ikke selv
været en Nietzsche
med sin sandheds nøgne jeg
neddykket i fremmed magt.

*

Lysæd din mund!






          Krystalkalabas.

fra vandspejlet vipper rørhanen vimpler
i det våde mudder hvor hvert tegn venter
jeg hvæser og spreder mine vinger
vil du nærmere vil du mærke venstre slag
andemad hvirvler rundt i voldsomme kurver
avnbøgen kaster vilde frugter
vil du nærmere vil du mærke vingens sus
fra vandspejlet vipper violette vimpler
brændemærker på din huds lavkastevrap
kald mig Leda, vrid dig svimmel væk

Min synsvinkel vender verden ud af syv
guldsmedevinger glasklare nervestrenge
svirrer lavt over vandets spejl
hvide dun vugger sig fulde
salamanderen svømmer med mørke pletter vendt
i slowmotion-bevægelser
venstre, højre, venstre, samle, sprede
ud af syv verdener vender vandet vinkler
overfarten vipper
vilkårligt vers i orgelbrus 

hej du vejsving
hej du hovedvej,
bønnehospital


hæng foldede ark over lyden
og noderne rugger videre
giv aldrig breve som husker


nu skubber telegrammerne
vorter ud af bashøjtalerne

P C B M
E J K H
I F G L
D O N A