Mæslingehistorik for Danmark

Da mæslingevaccinen blev indført i Danmark var dødelighedsraten og følgevirkninger efter mæslinger på et historisk lavt stade; igennem et helt århundrede var det en stadig nedadgående kurve – grundet en tilsvarende stigende hygiejne og stadigt forbedret indtag af vitaminkilder. Mæslingevaccinen blev i Danmark alene indført for at mindske forældres fravær til at passe syge børn i den tid et mæslingeforløb tog. Mange af sådanne forløb blev aldrig nogensinde registreret eller indberettet, da der i mange tilfælde aldrig var en læge involveret. De mennesker, der gennemgik et sådant forløb, hvilket rigtig mange gjorde, var, når der havde været en god sygepleje, som ved alle febersygdomme iøvrigt, i vid udstrækning nu immuniseret for resten af livet og de, der senere blev mødre, bragte denne evne til immunisering videre til deres børn gennem svangerskabet og den efterfølgende ammetid, hvilket også har været en faktor i den stadige nedgang af komplikationer med mæslingeforløb. Da så vaccinen blev indført, gik der nogen  tid, og man fandt så ud af, at vaccinerne IKKE giver en livslang immunisering og man indførte så en anden og senere en tredje indgivelse. De mange tilfælde, hvor vaccinerede personer i Washington bliver smittet med mæslinger,  viser så, at mæslingevaccinen stadig IKKE giver immunisering, for det,  at der i kroppen dannes antistoffer,  er ikke ensbetydende med en deraf følgende immunisering. Der til skal lægges, at der på linje med influenzavira er en rig variation af forskellige mæslingevirus og det er kun den ene af disse, som den pågældende vaccine tager udgangspunkt i. Også af den grund er den sikkerhed medicinalindustrien gerne vil bilde os ind, der skulle være ved mæslingevaccinen, ikke gældende. For var det sådan som industriens repræsentanter vil have os til at tro, så skulle uvaccinerede personer smittet med en af de mange varianter af mæslingevirus jo ikke kunne smitte en vaccineret person.