Af hinanden betinget

Forudsat kristendommen er et væsen og islam også er det, hvordan ser de to væsener da på hinanden. Kristendommen ser ind i islams øjne og føler medlidenhed: Hvor er det synd for dig, at du er gået ind i den blindgyde, du er fanget i. Jeg skylder dig at mit lys kan skinne ubesmittet, og at de der bor i mig, har mulighed for i frihed at udvikle deres kærlighed til medmenneskene. Du har taget min skygge på dig, så mine tilhængere har muligheden for at være fri for de gamle tiders udviklingshæmmende påbud. Du vil for al tid være dømt til ufrihed, men dine tilhængere har stadig mulighed for i mit lys at finde den frihed og kærlighed, de dybest set tørster efter. Hvordan ser væsenet islam da hen til kristendommen. Det føler en vis ydmyghed grænsende til en underdanighed, der igen afføder en stejl og trodsig stolthed, som lever side om side med denne stemnings grund: Du har haft tid til at modnes og lyse. Men din frihed sker på min bekostning, og din medlidenhed synes ingen konkret betydning at have for de folkeslag, der lever og røres i mig. Konsekvens er hvad du mangler. Alle de muligheder du synes at være givet i denne og andre verdener, synes i mange henseender at gå de, der bor i mig forbi. Det skaber helt naturligt en berettiget harme. Dine vantro hunde kender ikke min styrke. Jeg bragte dem deres fortabte skrifter, at de kunne genkende dem i den rette jordiske klædning. Og hvilken tak får jeg? Jeg ved, jeg aldrig kan blive som du. Jeg kom både for sent og for tidligt. Jeg forbander dig, at jeg må leve i din skygge. Men jeg velsigner alle, der i denne skygge tilbeder min lov; den byrde de må bære med mig, vil styrke dem til at yde den rette modstand, at være det sande bolværk mod det lys og de overstrømmende friheder, du nyder på min bekostning. Således skal din overlegenhed komme dig dyrt at stå. Jeg vil gennemtrænge elementerne med min vilje og kraft!