Det hjemlige

I Glenn Christians digte hører blidhed og brutalitet lige så naturligt sammen som en fremmedartet klædedragt, du ikke kan smyge af dig, passer til lige dig - trods dit homo-xenofobe raseri. Det hjemlige er en drenge-feministisk debutsamling - skrevet som den er med det spinkle afsæt imod en overvægt af drift og vold. Det er så at sige: "Et stærkt lys, dog lavet fint til dine øjne".

Digtene fremstår mest originale, der hvor de ud fra en egen iboende formkraft stiller faktorene i en orden tilsagt dem af netop denne formkraft selv. Digtet frisættes dermed til i højere grad gennem sproget at udtrykke en plastisk-musikalsk besjælet opfattelse af verden og ikke mindst tingene i verden: "[...] plænen blævrende/ nyvasket foran foden på huset/ stirrende med vinduer." Og her to sider længere fremme: "[...] på sko/ ud i bedet hvor busken med lavendel/ ivrigt spytter blå ud gennem hegnet."

Det hjemlige kunne ellers godt lyde som en noget små-borgerlig titel for en digtsamling; og emne-kredsen holder sig da også med en vis rimelighed lige akkurat - eller med nød og næppe - indenfor et småborgerligt liv: Hustru-vold, voldsfantasier, kønstransformation og ægteskabskrise - set fra barnehøjde. Alt sammen noget, der iøvrigt med en vis ret kan siges at have sit erkendelsesmæssige udspring i 70'erne, det årti, hvor kernefamilien for alvor blev sat til debat.

Men hvad er det da, der gør, at Glenn Christians debutsamling alligevel ikke ER småborgerlig. Nok er værket på sin vis feministisk i sine udsagn, men der er tale om velformede strofer - digtene er på ingen måde løst snakkende. Digter-jeget, der (især i 2. afsnit) også optræder i 3. person, er en dreng med sans for dobbeltkønnethed: "Om aftenen, når husets kontur smelter ind i mørket/ og runder eftermiddagen af,/ tager jeg mors røde kjole, og catwalker i sandaler". At drengen laver denne identifikation kommer sig ikke akavet i forhold til, at moderen og det kvindelige igennem samlingen er fremstillet positivt, imens faderens rolle er minimeret til en punktvis strejfet ond, men derfor også, forstår man, i dét virkelige liv digtene peger tilbage på, altfor stor dominans.

Dog stikker ét af digtene i samlingen ud fra ovenfor skitserede synsvinkel. I dette digt fra samlingens side 11 identificerer jeget sig nemlig i helt ekstrem grad med alt det i faderfiguren, som samlingen ellers har fastfrosset og marginaliseret til en mørk stereotyp. Den gennemgribende æstetisering tillader tilsyneladende digter-jeget denne ellers farlige identifikation: "Snart ses du i spejlet fra knivens blad/ og gir straks modtagende efter for hvert hug/ jeg blødt lander i dig/ som en lille skuffe af træ, skubbet tilbage i skabet".

Det poetiske og det kvindelige står som ofre i Det hjemlige. Samlingen er inddelt i tre afsnit, hvor første afsnit er lyrisk, og de to følgende afsnit er prosalyriske. Det poetiske i første afsnit ofres og en underliggende erkendelse af offerets udsatte rolle - på linje med poesiens – fremmanes i de to følgende afsnit. Derved får samlingen ganske vist en bredere interesse, idet den almene identifikationsmulighed – i og med prosaens mere ligefremme udsigelser - bliver voksende med den fremskridende læsning. Således drages vi (læseren & skriften) mod det evigt moderlige, prosaisk blotlagt i blåtonede, næsten hæst raspede aflsutninger og lyrisk kimende begyndelser.

Dette spejles på genuin vis i omslagsillustrationens karakteristik af, hvad det hjemlige i grunden er. Det sort-hvide og sammensmeltede, bønnelignende motiv giver mig nemlig umiskendeligt indtryk af 6 X Eksponerede Kønsåbninger.

Som helhed fremstår samlingen løftet af sit småborgerlige univers - ikke blot i kraft af sine forskellige kunstgreb, men i højere grad i kraft af sit syn. Glenn Christian: Det hjemlige Edition After Hand 2008 isbn 978-87-87489-20-1 42 sider vejl. pris 98,00 kr.