Vanvidsfantasi, den havde jeg rent forglemt; det er en del år siden, jeg hørte hans musik sidst; Afgrundsmusik er jo mere organisk sammenhængende end Insektarium, hvis man kan sige det sådan, men jeg synes eller tror Insektarium vinder ved genlytninger, sådan havde jeg det ihvertfald; i dagens kontekst lyder den måske ikke af så meget, men når jeg påtænker den samtids kontekst musikken er komponeret ind i - så forekommer stykkerne særdeles atypiske for tiden, og også foregribende senere tiders moderne kompositionsmusik.

Karen Tanaka - er det en finsk komponist?

Ja, lidt ligesom huse ofte har en dør med et nøglehul i, som man evt. skal have en lille nøgle for at kunne åbne, så kan jeg også nogle gange have brug for en lille kick-starter eller vinkel, hvor ud fra jeg kan overgive mig til musikken. Ikke at musik ikke er noget i sig selv, det er al lyd jo så absolut. Men det giver mig en ekstra dimension at vide, hvordan Stockhausen f.eks. uropførte TRANS, at måden han fik den opført på var halvdelen, nej, faktisk hele idéen med stykket; og at jeg så bedre forstår, bedre hører publikums efterfølgende reaktion, som såvist er med på indspilningen. Sådan et eksempel giver mig lyst til at genhøre stykket flere gange, for ligesom at leve mig ind i illusionen 'at være der selv' eller 'at have været der selv'.

At tage et skib med over et bjerg rører helt sikkert noget arketypisk, så jeg oplever, det er et konkret billed af noget der på en eller anden vis virkeligt har fundet sted; sådan også med musikken, de billeder eller stemninger de bringer op i en, kan nok synes abstrakte, fritsvævende, men musikken er jo meget konkret ligesom firetabellen er konkret for tømmeren, musikken har skellet, kød, blod og nerve, fordi det, jeg her kalder musik, frembringes gennem mennesker. Det, der står mere abstrakt for mig, er at lyden findes inden vi hører den, at lyden er en rytter, der først finder sin hest i det øjeblik tonen slåes an og kan høres.

Tror lige jeg vil se den, om muligt her i week-enden...

Har længe haft den liggende plomberet så at sige

- så tak for det lille puf i den retning.

Nu lurer jeg så på - hvad du mon synes om Fitzcarraldo, om eller når du har fået den set....

 Ja, det er pærenemt at lave, start med at bruge hvidkål, da hvidkålens blade har den store overflade med rigtigt mange mælkesyregærbakterier; du piller de store flotte yderste blade af, og gemmer dem; resten af kålhovedet finsnitter du, og stamper i en krukke, der kan lukkes tæt (bedst er naturligvis en syrningskrukke - som kan erhverves fra Dansk Helios - men ethvert tætsluttende glas eller lerkrukke kan bruges, dog må låget helst ikke have metaldele, der kommer direkte i berøring med syrningsemnet) - til en ti til tyve liters krukke bruger du dertil en lille håndfuld salt - i mindre syrningskrukker bruger du så bare forholdsvis mindre mængder salt - mere salt giver en stærk syrning - og mindre salt giver mild syrning - og for lidt salt - kan få syrningsprocessen til at virke for svag i forhold til evt. jordbakterier etc hvorved syrningen kan mislykkes (evt. rådne) hvilket jeg ikke har oplevet iø. imellem lagene drysser du efter behag kryderier, især frøkryderier - som først og fremmest kommen, (fenikel eller anis har samme gode egenskaber i retning af kommen, men giver en noget eksotisk smag - og egner sig mere til mere frugtagtige syrninger). Du kan også blande andre grøntsager med i syrningen, gulerod, ræddike, hvidløg, løg etc æbler, peberrod, peberfrugt etc etc. Men start første gang med overvejende hvidkål, da den er den sikreste som udgangspunkt at bruge. Når krukken er fuld og stampet, så har du enten drysset mængden af salt mellem lagene - eller venter til sidst med at opløse salten i vand og hælde den over -- tilsidst fylder du op med kogt afkølet vand, som dækker de stampede grøntsager. Så vikler du et klæde om glasset og lader det stå nogle dage i stuetemperatur. En gæring vil gå i gang og der vil pible gæringsvand ud selvom glasset er lukket tæt. Bruger du en gæringskrukke med vandlås, vil der lyde sådan nogle plops - når plopsene efter 3-11 dage aftager, stilles gæringsglasset/krukken køligt og du venter 1 helst 3 måneder før du guffer lækkerierne...

Glemte at sige, at de store dækblade skal lægges øverst i krukken, i en syrningskrukke vil der også være nogle tilhørende stenplader, til at trykke materialet sammen. Når man gør det uden en sådan - altså i et alm. syltetøjsglas må massen stampes ekstra grundigt.

Fermentering og mælkesyregæring er vigtigt - og måske den væsentligste grund til at folk i visse egne af Kina, hvor folk, der ellers aldrig drikker komælk, ikke lider af knogleskørhed -

!

Tror det er vigtigt med nattomiso, tempeh og mælkesyregærede grøntsager....  jeg synes fortsat at perspektivet er at vi mennesker i stigende grad vil gå bort fra animalsk ernæring, det vil være en naturlig udvikling, at det går sådan; der er allerede sket meget, et holdningsskred vil jeg kalde det; jeg havde min egen vilje jeg satte ind på det i sin tid, men da børnene kom ind i billedet trådte det omgivende samfund straks ind på en helt anden og i et enkelt tilfælde mere kontant måde, der gjorde mig for sårbar, fordi vegetarisme var mere eksotisk dengang end jeg synes det i offentligheden fremstår i dag --- nu er det eksotiske lysernæring --- og det selvom ca. 5000 mennesker i Europa siges at leve udelukkende ved lysernæring. Men fænomenet er blot et varsel om en udvikling hele menneskeheden vil gennemgå.

Dorset er ikke noget enkeltstående tilfælde, og han er heller ikke noget ekseptionelt tilfælde i forhold til de mange andre beretninger, der forefindes om emnet. Men alting har sin tid. .. mht mit eget tilfælde, så er det som du skriver - for privat for mig at skrive om, både i hel og halvoffentlig sammenhæng, da jeg ikke kan eller vil hænge andre ud for de kompromisser jeg har valgt at tage. Jeg blev oprindeligt vegetar i afsky over den industrialiserede brutalisering, der finder sted over for vore medskabninger.

Det var helt spontant for mig; da jeg havde fået fortalt om processerne på et svineslagteri.

Min beslutning blev straks efter bestyrket af års arbejde ved konventionelle landbedrifter.

Jeg har helt fra lille haft en vis aversion mod mange former for kød. Min bedstefar - fandt jeg så senere ud af - blev iø som 21 årig vegetar, og jeg tror jeg slægter ham noget på. Men han gennemgik - fandt jeg også senere ud af - en lignende bevægelse som jeg har gjort, han gav tilværelsen visse kompromisindrømmelser - efter vejledning fra hans forbillede Martinus.

Min mor accepterede det indenfor overskuelig tid - og lærte sig hurtigt - at lære mig - at lave mange lækre vegetarretter - og blev også en årrække selv mere eller mindre vegetar - uden noget som helst pres fra min side - hun drømte simpelthen noget, der fortalte hende at det var bedst at gøre sådan. Det er en lettelse, når det er sådan, men det er også nødvendigt at acceptere, at nogle mennesker har en beskaffenhed, der er determinerende for deres valg.

Sidste juleaften bad jeg min mor lave den her nøddesteg, som hun lavede så godt de første mange juleaftener, hvor jeg var blevet vegetar, det er jo virkeligt delikat sådan en nøddesteg der. Det er bare guf - ligesom Ganefryds risbøffer - Nøddesteg er også godt koldt som pålæg.

Det er ikke alle mennesker som endnu er konstitueret til bare kvit og frit at kunne gå over til vegetarisk ernæring, ligesom jeg heller ikke tænker, at det kan være meningen, at vi alle skal gå over til lysernæring fra i morgen tidlig.

Ganefryd er en helsekost i Århus.

Det er kun trist, fordi vi har bundet så meget socialitet omkring måltidet. Når vi alle engang om tretusind år har sluppet dét, så er der andre ting vi har socialitet omkring.

Hvis du bare accepterer, og bliver ved at accepterer, at andre spiser kød fordi det er de nød til, så kommer deres accept af dit valg også med tiden.

Min bror var  inkarneret kødspiser, men hans accept og til sidst også indoptagelse af mine valg ikke mindst alternative medicin-valg kom stødt og roligt med tiden.

I begyndelsen var der hån, men tilsidst stiltiende lytten, og en eftertænksom anerkendelse til tider - næsten.

om tretusind år smager et kys simpelthen bare af mere end det gør i dag, hæ, na, det ved jeg ikke noget om, men forventningens glæde har jeg da lov at have for det søde.

Ja basforstærkeren bliver dæmpet til fordel for en række overtoner, men vi kommer ikke til de toner uden først at have haft oplevelserne med dødsrytmerne.

Det betyder noget, det er ikke tilfældigt at man har den familie, som jeg mener man har valgt - selv; og om ikke selv - så i samråd med en eller anden

virkelig anden form for socialrådgiver.

Ja, klart.

Reinkarnation er naturligvis en hovedhjørnesten i Martinus' værk ligesom i næsten alle andre esoteriske talsmænd.

Jeg er ikke hovedsageligt inspireret af Martinus, men der er (næsten) intet i hans logiske argumentation jeg betvivler.

Urevangeliet er stor og inspirerende poesi!

Det at spise grøntsager gør os mindre dovne mentalt og åndeligt set. Kød er for de dovne, der har brug for stærk kontakt med en fysisk betonet virkelighed, hvis jeg må sige det meget sort hvidt i konteksten her.

Ja, kan godt se perspektivet,

en mere sensitiv tilgang til sin forbindelse med jorden kunne det måske siges og kaldes at være

Mht. fjernerindringerne, de er omend talrige i eksempler - så dog alligevel relativt fåtallige - alene af den grund, at det ikke er meningen, at vi skal gå og erindre de evt. problematikker, det var bedst for en tid at lade hvile.