Ja, kroppen lever stædigt pumpende
dueslag for ordet olivengren
lavabegær har flammer der forbrænder
splintret i dagenes askeglas
begravet letter din tåge og du lever i
skår, skyer og stjerner
i en berørt em af inderside
er du himmelpupillen
kanonkuglen mod rumtidstrampolinen
isolerede hjerte, altid banker din haltende nat
helt gelé
fremstår af mudder og lav
sneen bittert over klæbrigt grønt
blomster som skulle vokse her
sigter græs mod hellig midnatssol
og skyerne glider stadigt mere mættede
over blodgraven
over blodgraven
stiger stjerner i exploderet ekko
og skyer punkteres og skaber
dette våde lys af ikke mere.
No comments:
Post a Comment