Saturday 13 November 2021

Ole Vadum Dahl skriver:

 "De store statsledere gennem tiden har inspireret og samlet deres befolkninger. De har udvist styrke og taget meget svære beslutninger uden at miste deres menneskelighed og empati - selv i forhold til deres modstandere. - Tænk på ikoniske ledere som Nilson Mandela, Mahatma Ghandi, Martin Luther King m.fl.

Kunne vi forestille os nogle af de ovenstående ledere udskamme, skyldspådutte eller marginalisere minoriteter i deres land? - Kunne vi forestille os en statsleder med hjerte og forståelse for hele landets befolkning deltage i noget, der minder om voksen-mobning og dæmonisering af bestemte befolkningsgrupper? Ville en leder med visioner og menneskelige værdier omkring kærlighed, åben demokratisk debat, gensidig forståelse og respekt opildne til konflikt og sætte forskellige befolkningsgrupper op imod hinanden? - Nej vel?! -
Dette er ikke et indlæg, der handler om at være for eller imod vaccinen, restriktioner eller corona-pas. - - Den diskusion burde efter min mening foregå helt åbent i main stream medier blandt en bredere og mere alsidig gruppe af eksperter, så fordele og bagdele, muligheder og risici kunne blive belyst sagligt og sobert fra så mange vinkler som muligt, men det har man så - af grunde jeg ikke helt forstår - valgt ikke at gøre. Det er stort set udelukkende såkaldte eksperter, som kun ser fordelene ved vaccinen, som får taletid i de danske medier, hvad der kun resulterer i, at der bliver kastet benzin på det konspirationsteoretiske bål og gør de utrygge endnu mere utrygge. - I stedet bliver den sagligt og fagligt skeptiske del af de medicinske eksperter helt åbenlyst censureret bort fra både sociale medier og de toneangivende medier i Danmark, og lægfolk dvs. almindelige danskere der udtrykker deres skepsis, eller utryghed ved den (må vi jo alle indrømme - temmelig eksperimentelle vaccine) - bliver kategoriseret som sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere eller endnu værre hængt offentligt ud som egoistiske, asociale osv. -
Det er både rystende og helt surrealistisk, at landets statsminister - der ellers har travlt med at iscenesætte sig selv som folkelig og vores alle sammens landsmoder, aktivt opildner til splittelse og konfliktoptrapning mellem de vaccinerede og uvaccinerede. - Undskyld mig Mette Frederiksen, men synes du virkelig selv, at det er en statsleder værdigt at komme med udtalelser som “Det er helt urimeligt, at en lille gruppe skal ødelægge det for alle os andre”? - Ja, jeg troede ikke mine egne ører, da jeg hørte det i forbindelse med pressemødet mandag aften! - Se lige effekten af denne og andre udtalelser fra dig på de sociale medier i dag! - Samler du landet, eller splitter du det? -
Har du nogensinde overvejet, hvorfor denne ‘lille gruppe’, dvs. de ca. 700000 danskere, der ikke har taget imod ’tilbudet’ om vaccinen, ikke har sagt ja? - Tror du og de andre i regeringen, at det ‘bare’ er et spørgsmål om uvillighed, mangel på samfundssind eller ren og skær ligegyldighed? - I så fald tager I rigtig grusomt fejl. - Mette Frederiksen, hvis du reelt forsøgte at finde ud af, hvorfor det er så svært at få de sidste 700000 danskere med, ville du finde ud af, at den egentlige årsag er frygt. Flertallet er decideret bange for vaccinen og/eller meget utrygge ved de tiltagende udemokratiske tendenser i vores ellers tidligere så forbilledlige danske demokrati. Vi taler om frygt og ikke om uvillighed. - Og utrygheden bliver kun forstærket af, at der ikke er en åben debat omkring bivirkninger og risici i medierne. - Jeg håber sandelig ikke, at det også er din og Søren Brostrøms tilgang til jeres børn og andre kære relationer, at I møder deres utryghed og eventuelle frygt for noget med udskamning, mobning og foranstaltninger til indirekte tvang. - Eller tænk hvis psykologer og psykoterapeuter satte prædikater på deres usikre eller angste klienter og pressede dem med skyld, skam og trusler.- Vågn lige op fra den hybris-tilstand I befinder jer i og find medmenneskeligheden frem igen! - Tak! -
Endnu en tendens som er faldet mig for brystet på det sidste er, at medierne forsøger at tegne et billede af, at det er bestemte etniske grupper på vestegnen af København og dårligt uddannede, som ‘er skyld i’ at smitten breder sig, så de vaccinerede risikerer at blive smittet af de uvaccinerede med det virus, som den “meget sikre og effektive” vaccine ellers skulle beskytte imod. - Hmmm! - Hvis man er utryg i forvejen, giver denne form for ‘logik’ og pres måske ikke ligefrem mening.
Og så skal jeg også lige sige, at de fleste omkring mig da er vaccinerede. De mennesker omkring mig, som jeg kender personligt og som ikke har taget imod vaccinen passer dog ikke så godt på det billede, som medierne og myndighederne forsøger at tegne. Bare for at nævne de uvaccinerede, som jeg lige kan komme i tanke om, tæller de en psykolog, to pædagoger, en sygeplejerske, en ingeniør, en jurist, to sosu-assistenter, to magistre (cand mag), en PHD og to praktiserende læger. - Og så er der alle dem, jeg ikke kender personligt, men som jeg kender til med lange videregående uddannelser, som heller ikke har sagt ja, på trods af jeres “kraftige opfordring” til at tage imod ‘tilbudet’.!
Statsledere der deltager i marginaliseringen og dæmoniseringen af minoriteter i deres egen befolkning er efter mine begreber ikke ledere, men tyraner og dæmagoger. Stærke ord, jeg ved det godt. Men jeg får stærkt ubehagelige associationer til tragiske historiske begivenheder i forrige århundrede, og hvordan de startede, når jeg oplever den slags.
Kom til besindelse Mette, Søren og Magnus og find medmenneskeligheden frem igen. Ledelse er ikke det samme som styring og tvang, - uanset om tvangen er direkte eller indirekte. Vejen går gennem oplysning, åben demokratisk debat og medfølelse.
En leder er et menneske, som andre bliver inspireret af, opmuntret af og dermed har lyst til at følge.
Mange kærlige hilsner
Ole Vadum Dahl
Forfatter, foredragsholder og tidligere psykoterapeut gennem mere end 30 år
PS. Til alle jer der ude: Husk hjertet og lad være med at hoppe med på polariseringen. Tæl til 100 og mød alle med empati, uanset om du er enig med dem eller ej. Jeg kan kun opfordre til nysgerrighed og åbenhed, så vi lærer hinandens bevæggrunde at kende i stedet for at sætte hinanden i bås og dømme hinanden."

1 comment:

Anonymous said...

Den frygt. Den angst må I altså arbejde med. Ikke blot sidde ned og lade den oversvømme jer.
Beklager. Min empati rækker ikke længere end hertil: Tag ansvar!