Rører nelliken på graven
som tændes og slukkes
i en lysende sprække.
Du har ikke ligget
længe nok i årtusindet
jeg er her stadig
og slynger snørrestøvler efter skyerne.
Smerten er den nærmeste ro
en harmløs myretue af mørke.
Jeg falder tomhændet
ud af en hvirvels kirke
og slår Vor Herre over fuglene.
Mørket bønfalder sin ondskab.
Urtid slipper dybfølt mine negle
sådan er kuløren i vores skumring
natten maser månen
som et føl over himlen.
Jeg rejser mig op fra navlen
ingen hører alligevel min dugfryd
og dør jeg på en mark fuld af stude
vil lav og mos dog stadigt ønske
jeg kommer og synger
ganske stille
og næsten grædende
for dem.
No comments:
Post a Comment