:::

 Når du nærmer dig

er laverne det længste du kan se tilbage

det er dagenes løv som omfavner dine støvler

imens ryggene forsvinder i horisonten

det er minkene på banestien

i dæmringen

som kommer tættere på

som kommer op hvor brystet lukker

sig som zenkloster

og nogle gange er det ryggene der hvisker

løse orakelord før vandet siver ned

gennem jordskorpen

det er søens rullende bølger

der fylder sorgen med stemning

det er dagenes daggamle blade

der bøjer sig over myrernes ruter

det er mavens kuffert som bønfalder

fyrstelige bundgarnspæle

det er ryggene der hvisker lavernes nøgterne 

almagt

før de barfodede mod himlens pedaler

nupper et par kumulus skyer

og forrest helt rammefri

krølles lavernes surfvitaminer

vindens duse slør vinder

himlens blå tilbage

fra alle de farveblinde vaser

stiger osmose efter osmose

og hullet i gavtyvens fugl

er en ørken af ord

sådan flænger tuerne skoven

som lav der kastes i øresønderrivende

lykke fra dunede gevir

og når du endnu engang

drejer dig

og tror at du ser

ned i normalitetens grav

er laverne allerede dækket

af det faldende løv

i de langsomt dalende stråler

fra solens lys.