Mos ser jeg bladre
ja, tømme hele skovpartier for lommernes transparens
fra denne golde klippe kapsles vandet inde
genspejles de fangne skibe
i strukturer, runde mønstre
planternes blinde omverden
æbleprincippet grædende for formernes last
som fiskenes fossile evolution
tårerarven under babelsøjet
vinterverdenen i en krukkes sovende æg
florablikket mod himlens Q
gennem træerne – jordens anker
klæber et vandopløst krystalmolekyle til mig
den sidste bølge inden havet besat af arketyper
folder fuglekirken sammen i et skrig.
No comments:
Post a Comment