Ingen kender moderønsket
når først du åbner dig for natten
lader skyerne din hånds fem raflefingre
fortælle et eventyr
om alt det sovende i dig.
Aftenerne, aftenerne
åbner krikkens mule, som var det en kirke.
Den evne kender jeg
evnen til råskitse som savriller fortæller
kolibri og søpindsvin
i et fremmedartet sprog
for ikke at gøre nekrologen til et ferietip.
Lige meget hvor uskyldig - så kender de vores håb
hænder rækker ud og lader fripassene synke
vi er ikke mus i en læsesal
kap mig ved læberoden
der kommer så meget op
som søger retfærdighedens flamme
rundt om blir du mødt med det bundløse
øvelsesmaven kaster dig ud fra sin vippe.
No comments:
Post a Comment