Vel er
mennesket regn fanden holder
fanget i en
salve
lig et
savlende ulvekobbel
før de
plukker hjorten
for at gemme
regnens tåge
om de
knækkende grene
hvor pulverfugle
sad så stumt
at lys
skinnede mere søvnig end vanligt
måger spejder på ny efter gæs
for at se om
de mon laver gymnastik for næb
der fanger
sol
lys elsker
tomme gyldne enge
hvor dug
fylder gralssalen op.
No comments:
Post a Comment