Træets krone
lyser fra din pande
i en arabesk
af furede minder
føler furene noget
og fylder dig med kålmarkens længsel
i et klarsyn
tystnes du og får mæle
og lyset
bliver din mimik
sådan som
lyset lyser
toner noget
i dig
selv husenes
gavle bevæger
et lysende
væsen
lyser nogets
vældige stemme
selv rugen
begynder at sænke lysets hastighed
kun for at
noget kan blive i dig
som ikke er
dig fremmed
et lys som
er dit selv.
No comments:
Post a Comment