Lad de lyseste minder følge dig broder.
"Death is rigidified time
in space."
"Døden er en landingsbane"
Jeg bærer et kors
som himlen løfter månen
fri af jordens vægt.
36 græstørv forsegler din skæbne
mørket sluger tyst din flamme.
To år siden kawasakien blev mast til en kube metal under
dig.
Drømte du hjalp min kone med en dør.
Så underligt sært, at den lejlighed, du forlod, stadig står
tom, som et helligt forbandet inderste sted.
Du svævede storslået
klædt som indianer
du var høj, da du
ramte jorden
(vi blæste i dine lårben forinden)
( du og jeg ).
Mon ikke det er morbærene, du tog med fra Tenerife, som
dette forår spirede frem i potten med de Fire Verdenshjørner, og som nu er
blevet til små tommestore træer, jeg i dag har plantet om?
Jeg pander dig usne
så tæt på faderhammer,
skriver med det kul
din stemme efterlod.
Også på denne dag
mangler der en tone:
Juleroser og tulipaner og salte tårer; og i din nabograv -
den unge mand, som forulykkede i sit fly.
Er ikke helt sikker på, at han har affundet sig med sit
styrt endnu.
Har taget morbærtræerne ind i dag:
Vi var seks, der tændte lys på din grav.
Morbærtræerne begynder at springe ud, de kommer frem fra
deres vinterhi. Fandt brevet med drageblodstræernes frø, og såede dem alle i en
lertøjspotte.
Savner dig lillebror:
Her står vi ved trægrænsen. På den anden side var der bar græsmark, hvor vi
byggede tørvehuse og jordhuler og skød med brændende pile. På den anden side af
marken, boede Reinhold, som havde heste og en ged, der åd af gardinerne i stuen
til en fødselsdagsfest.
Aldrig så vi så sorte tulipaner... alt for store til at
blive:
Tårersol: tråde af forbundethed.
Den første kuldes tre ansigter
efterlader senere
en anden slags varme:
Familien har i dag lagt en krans på din grav. Der var lys i
en lanterne på din nabo-grav. Der ligger din regnelærers kone. Da vi begravede
dig, var der næsten kun bar græs over alt, nu kommer der flere og flere til.
Den første frost er kommet. Men lyngen blomstrer stadigt højt op over stenen.
Lige så snart vi havde fået taget knoldbegonier op, sat
forårsblomsterløg og lagt grønt på din grav, brød solen efter mange dages
fravær igennem. Det var meget rørende.
Hvor mon du er lige nu? Jeg kan ikke fortælle dig noget, du
ikke allerede ved, så det er mere for kronologien. Vi lagde en krans på det
sted, hvor din krop ligger begravet, det gjorde vi i går i solskin sjældent
solskin. Vi gik længe rundt på kirkegården mellem Hans og Hans. Den første af
dem drak du dig fuld hos, da du ikke var andet end 6 år, og de voksne, mens de
var ude at danse, ikke så, hvor alle sjatterne forsvandt hen. Det kom jeg lige
i tanke om nu. Hils Hans og Hans og Hans' datter.
En gave af mos på din grav.
Jeg møder op til et valg jeg har truffet før
ikke bare for den kuffert du var
men for alle hysteriske hyacinter og tilfældigt
henkastede tulipaner
der er gud hjælpe mig små hvedekerner i den tyndskid
dine dværgcypresser tager imod
for tiden slikker sine sår som en køter
jeg tænker på dig som et skellet lyset siver ud af
og som et lys løfter du dig ned i min krop
som et kors af opdrift
går mit koma helt op i kip.
Der var oprindeligt fire fugle på din grav, så forsvandt én,
men nu er den der igen. Ved ikke - hvordan det går til.
Normalt kan stenfugle vel ikke flyve.
Stenfuglen er fløjet igen. Men din grav har fået
vinterfrakke på til at skærme løg.
Bøgetræerne om din grav ser ud som om de næsten ikke vokser.
Det er det pust af evighed vi får. Juleroserne blomstrer allerede og har i dag
fået selskab af en krans. Det har regnet massivt denne lørdag, men lige da vi
besøgte din grav holdt det nådefuldt inde.
Dine runde dage bliver
filet af som tiden går - stjålet fra dig.
En krans
med solhyazinter
på vippen af sne.
Himlen falder
som snegle æg
mod den sorte jord.
