Vandpytterne ligger klart og sover
væsener ringer til væsener
i de uanseelige krusninger
skabt af næsten intet.
Skoven som et foderal at afføre sig
fylder et helt bibliotek
med nætternes neddunklede skygger.
Vi løfter vores faner med en selvfølgelig
fodslæbende følelse foran skyldens muler
vi vejer kålgården op mod
en tusind årig gæld.
Floder rydder hver sætning, vi læser,
løfter ruiner ind i lys
fører svanerne uden den mindste tøven
til deres mål.
Parate i svungne halse går
riller gennem hver krumning
nogen maler hospitalsklinger
med fugastrøg
gør pytterne til hulvejens forladte spejle
som lyset knapt nævner
det har
eftergivet uafhængigt af træernes løv.
De umærkeligt, skjulte rørelsers forsvinden
rangordnes og falder sammenknuget
gennem den sjældent udslåede tåges væv.
Nogen går igennem her uden at blive ænset
og ænser trods det
alt på sin vej.
No comments:
Post a Comment