Svaneral

 

Den døve ral lyser altid 

som før nogen fandt den 

før mågerne svævede ind over landet 

før de fulgte floderne 

op til deres udspring 

og der fandt de gamle sange 

og solens fossen, solens fossen 

af lys over den døve ral 

altid før nogen så det 

og gik på bare fødder 

så mågerne før noget blev lys 

som vippede fugle ud af fangeskab 

lys genkender hvordan fugle vipper 

ud af dit ansigt 

som klækkede fra din isse 

som floder opadstigende fra din kranieskal 

lys pibler mellem ral og sten 

som åbnede dobbeltkøn 

både bølge og partikel 

lys råder rallens selv 

lys ser huler kan afsøge guld 

den gyldne svaneral 

lyser altid; hvor lys glipper lyser svaneral 

lys i altings stemme 

lys fra kraftige egekæppe 

mod dit søndersprængte øjeæble 

åh, rallens stædige rende af lys 

giver rallen sit rekviem 

som en fane gennem rugen 

fane hævet med midnatslys 

lys rallen giver sin næve 

og tømmer for fane 

lys rallen giver sin gudetale 

lys tegner rallens gæller 

peger tusinde døgn tålt 

af ydre rum; lyset 

hviler sit rekviem i filtet ral 

hviler sit åndegamle rekviem 

i filtet ral 

hviler sine åndegamle hulrum 

lyset roser hver måge 

fuglenes fane rejst for filtet ral 

fuglenes fane rejst i moderral 

lys får svanefaners hotel 

til at møve sig gennem grus 

fuglenes fane rejst.