Flaskegalgen holder solsortens klagesang i kort snor
du ser ikke sammenfaldet mellem menneske og slange
det er træet der falder fra størst højde
der binder sanserne til gyngens pose fuld af glorier
du giver heller ikke selv
tårnværelsets gave med ryggen mod lys
når det regner rekviem over din violin
de korte ben er ikke vokset helt ned til jorden
fra galgetovet bræger de halve hoveder
sådan svæver din musik som en vacuumholdt hals
gennem et lejrbåls fossende knistrende tavshed.
No comments:
Post a Comment