:::

 

Lynkul på Arktis bliver følelsen forlænget i en hvalp 

mål sluger de konkrete salg og slag med sin tragt 

løsener visner ind i skønmalerier 

lyser som kun øjne kan lyse 

når de ser fuglen med sin kvist 

tegne hesteskoen op under isen

smeltevand forsvinder

og tager alle skrænter med 

lyset ser den døde verdens neg 

blive høstet med en rødlig pli 

bål sanker søsterhoveder 

som var de månegopler 

kun iført sin alvor 

stiger kulfeen op med et sus 

flammebål ser svindende skær strække hænder 

jeg kan næppe genkende jeres gale kugle 

næppe genkende det der skaber loppekøkkener 

jeg har vældig sårhørelse 

jeg savner selv det 

jeg endnu ikke har benævnt.