Døde skyers skygger hopper op af floden
begyndelsen findes næppe mere end dette lys
der får os ned i sine køkkeners små gryder
som vi kan gnide vores kysselæber mod
som vi kan hænge fugle ved siden af fugle med
solen finder alligevel altid en udvej;
helvedessolens lys
vil oplade feberlaviner
og lige så snildt er alle vores målsætninger
vandrette; imens jeg taler bliver jeg fangekysset
for vi drømmer os ind i hinanden gennem ord
og lige meget hvor meget man finder på
stiger sødmens sandhedsæg op gennem issen
da lever jeg følelsen, da bliver jeg
alverdens døve verdener fastholdt i en
bevægelse gennem strubens luft
bevægelsens gyldne høst af stemme
stumt vibrerende her i øjenhøjde
med bispehuer, græs og tyttebærlyng.
