Sus over mørket

 

 

Sus over mørket når hun kom

stor urne hvor fra der dryppede

sus fra de ben som blev til aske

øde kirkegård hvor min kuffert fandt ly.

 

 

Sus hver gang hun kom med tomme lommer

sus i de kølige mønters klirren

sus i de døve øres længsel

store søster som svævede lavt over djævelens sø.

 

 

Sus i det, vi allerede hørte

i de knirkende børes fald

sus gennem de mange festklædte

lommer af grublen.

 

 

Sus hver gang jeg så hende komme tilbage 

                                      uden sko

og vi afsøgte sommerens asyl

sus fra en lov ingen elvertåge saftsuseme

bad os overvåge som børn.

 

 

Et sus så lavt var vores døde afkom

et sus med alle sine storme

en told så mørk, at den ønskede os

hjem til sin morgen tyst.