Hvalen er elevator

Hovederolleindehaveren stod tydeligvis foran en vældig hval og stirrede forhekset på sin egen stemme.

Hvordan kunne den give rum til noget som helst, når jeg gik ud af min rolle og forlod rummet?

Sådan tog rollen ordet og skyndte sig at give hvalen sin stemmes lyd tilbage. Hvad, der begyndte som en højfrekvent lyd, blev ganske snart et race mod den døve måde, stemmen puttede sig og jeg kunne bjæffe lige så parat jeg var. 

Der blev lagt ålegræs over de senge. Med vuggesang puttede stemmen sig og var helt opfyldt af det og da jeg var den næste i rækken, sagde jeg for at komme den i forkøbet:

Helt døv er jeg parat; du burde faktisk give rollen til mig.

Jeg forstår, hvad du siger, sagde rollen og rullede med øjnene og røbede dermed på hvilket grundlag, den stod.

Hvad jeg her har påbegyndt, kan du næppe følge, thi at måle sig med selve det at måle - er så gevaldigt mere, end du nogensinde kan fatte. Satte jeg ikke just løv på alt det bortgemte. Løftede jeg dig ikke ud af dig selv og gav din snusfornuft et andet liv? Kun for svaner var jeg til salg. Kun for svaners flugt gennem luften. Og hver gang du tæmmede din kreative evne, arbejdede jeg stadig i al hemmelighed for at du skulle anvende hele registeret. Det er sådan med de høje mål, det er alt planeterne forsøger at ranke din ryg. Men de ville næppe nå noget som helst, hvis ikke jeg til fulde gav dig din begavelse. Og selvfølgelig skal du næppe forventes at kunne opfatte det øjeblik, hvor nålen netop just faldt til jorden.

Da fortsatte jeg med at fundere og sagde så:

Hvad har du forsøgt ved at røre de lyde, som kommer fra oceanets dyb?

Gud forstår den åndes åndehul. Jeg har med stort besvær rørt alle toner. Mol grundsatsen var også del af de lyde, som rejste så langt fra etage til etage og dem kom jeg også til at røre. At tøve kan det kaldes - det at rådgive de fængslende toners mørke, at løfte, at røre er al grunden til at følge bølgernes rullende kald og op gennem åndehullet kommer det væsen, vi havde til at rådgive os. Vi er oceanernes bund, hvorfra klangen stiger kun for at række op efter solens stråler. Alsolen vil jeg kysse; solens tydelige finner rører stilheden vildt og blidt.

Imens vi var døve af  svaner og lys, var vi alligevel parate til at ane, hvordan løvet blev puttet på plads, sagde jeg.

Ok, sagde hvalens rolle, den urgamle grænse kan du hverken tø op eller fange. Det betyder, at du retningsløs drager din ånde. Og det retningsløse synes at måle dig og sådan bliver du lækket og puttet under lup og dér kan du på ny sættes sammen som et puslespil.

Forstår du noget af alt det her gøjl, fortsatte hvalens rolle, det vi måler i guineas har slikket sol længe nok. Og jeg skal næste gang, jeg vender tilbage til der, hvor jeg tilsluttede mig min stemmes specielle volumen, måle alle gravene op. Bare to meter til hver og jeg kan puffe jer sammen på et stykke bornholmsk granit. Jeg rejste fra Gaksdenærøb til Wybøl uden at tale med nogen, selvom jeg kaldte og kaldte. Min stemme er blødest, når jeg tænker og når jeg husker og jeg husker alle dyb, jeg puffede gravene sammen fra. Det er som en dør af mos og alger. Du kender det sikkert godt. Vi havde lysene vuggende over os og endnu højere oppe - mågernes sølvglinsende vinger. 

Efter en tid lagde jeg kursen om; jeg kan vel have svævet tæt på ti mil - før jeg gennem en stråle fra solen fik øje på en gammel udtjent trawler, sprættet op på midten, hvorfra en stribe bobler steg. Jeg havde stadig masser af føde i mine barder. Af og til sov jeg, imens jeg langsomt gled fremad. Jeg hørte det, som blev noget sunget, når marsvinene sloges om stimerne af fisk. Sådan åbnedes oceanets bund for mig og efterlod mig målløs. Det var kun de vage konturer, jeg skimtede, her hvor strålerne af lys var yderst sparsomme. Men der lå det, det sunkne land, hvor fra engang flyvemaskiner fløj lavt henover jordens flade; der lå det og så på mig gennem et endeløst hav, som mandalafiskene havde fanget mig i.