:::

 

Stillet over for den høje dommer

i en sag jeg ikke har nogen som helst

skyld i

men som jeg heller intet bevis har for

at jeg er uskyldig i

fremsiger jeg fra indersiden

af min hjernebark

et digt jeg har lavet og lært

mig selv udenad

i den lange tid som varetægtsfængslet

længere tid end loven tillader

og digtet kunne lyde sådan her:

Hør mig lov og undskyld luppen sov

i hovedet har jeg lyden af en klode i slinger

ridserne på vinduesruden tæller sine myg

ville du være lige glad med det?

det fine lys fødes og har også et jeg sovende i sig

det fosser ud med verdenstræer

loven høvler æg og jeg er ægget

og sover når jeg kysser de få

med lige så bløde hænder

og når en enlig myg på dommerens bog 

har holdt sig oppe så længe

så hør mig da uden andet ført bevis 

hvordan ud af mit væsen

uskyld fødes på ny

i disse ord.