:::

 

Dansen overvælder med sit klæde

mestertyvenes stemmer

løftet af sine trin.

Flammekorset på væggen

er den første bues syn

for de korsfarendes omhældte jeg.

Det vampyrophængte gulv

rører vores endestationer

og behøver elskningens oldtidssvane

som sårhelingens kløft sit dybe ekko.

Jeg har håndens velsignelse

i rekviemregnens søjleild

hvert kys ser hvem jeg er

kun faldsskærmsfejlene hænger lidt endnu

i sine tynde tråde.

Dér knækker filmen

for der findes et øglesyn

hvori de blinde muser

bruger saksen

som kærlighedsforkorter.

Sådan sprætter det charmeløse

min anonymitet

for jeg er det palindrom

der andvendes til at råde lyset

til at suse 

tomt gennem typerne

for at se 

hvem der påfølgende 

ender i polygont spaltede stråler

med en fod fra hvem ved de er

i døren klemt.