Huden binder savn og glæde
jeg kaster dybere blåt
ind gennem ruden
og op langs gulvet stikker nålepuder
som brevsprækker uden breve
glidende smukt skriver jeg
på et stykke papir
imens munden bider hvor
jorden er et jernhårdt kvælertag
kuglepennen ejer jomfruelig historie
det smukkeste ord har ingen ende
og dufter svagt af blåsyre
som et mirabellekrat
ud til en lavtliggende kyst.
No comments:
Post a Comment