Specialisering vs alsidighed

 

Det virker ulogisk, at aber skal blive mennesker. Det gælder for aber som for de fleste dyr, at de er gået ind i en lemmernes specialisering. Sådan som fx også hesten i endnu tydeligere grad er det. Kigger man på hestefosteret er det i sin tidlige fase en skabning med hænder og fingre - men denne tilstand går snart over i en specialisering, hvor hænderne og fingrene samler sig i hove. At være menneske kendetegnes derimod ved, at denne skabning tålmodigt har bevaret sin åbne tilstand og ikke er gået ind i en specialisering af sine lemmer. Hænderne kan gribe et hvilket som helst redskab. Som den danske forfatter Albert Dam har påpeget, så er dyrene et fald fra menneskestammen. De kommer ikke ud af den "blindgyde" som deres lemme-specialisering udgør. Et næb bliver ikke til en blød mund. En hov ej til en gribende hånd. En gang var jordens atmosfære meget mere fortættet, end den er i dag og undergrunden var i det hele meget mere blød og gyngende. Da havde hestene 'hænder med fingre' som 'fødder', så de kunne gå på den gyngende grund. Senere hærdede jorden sig og hesten måtte specialisere sig, så den kunne flygte hurtigt over de tørre stepper. En sådan specialiseringsskæbne har menneskene undgået ved det, at de i stedet har udvidet deres hjernekapacitet og ladet lemmerne være åbne for brugen af de redskaber som kunne udtænkes. Aberne har også hænder, men deres hele kropsbygning retter sig stadig i en vis grad mod det horisontale. De har ikke haft den tålmodighed, som mennesker har haft; de er gået ned i materien lige netop på et tidspunkt, hvor de ikke har kunnet orientere sig vertikalt. Det er den smerte og attrå vi kan se i dyrenes øjne.