Håndsrækning

 

Du kommer fra solen 

som en tyv; du har spulet 

gyvlen med haveslangen 

til dine tæer blev våde 

solen stod ned i stænger. 

Solen er fin 

hvorfor skulle den ikke være det, den 

svulmer op 

når du går. 

Uden sikkerhedssele og med pokerface 

trykker du på udløseren 

idet jeg trækker kniven 

over kinden. 

Senere hamrer disen 

pludseligt og overraskende 

ind under havnekranerne 

neden for kirkegården. 

Som en novelle af sejrskåber 

sniger gyset sig op over skrænten 

dine egeløvsbryn strækker kutte 

gennem den vandmættede atmosfære. 

Havet ruger der ude 

du går hurtigere gennem gruset 

og tænker på kage. 

De døde ligger i deres grave 

sammenvævet af mycelium 

med pli løfter du hvert bryn 

idet lysene blafrer en anelse. 

Du har været væk i et splitsekund 

sammen med de andre fjer i puden 

de spinkle lys er vores ulmende redning. 

Vemodet ser 

os være tiltrukkede som møl 

for det er ikke alt 

der kan oversættes til sprog. 

Det løber ned af ryggen 

og du kommer selvfølgelig 

bevæget af stemningen 

til at tvivle 

om det her overhovedet 

er dín sovepose 

så stille vi sover 

med flettede fingre 

imens vi går 

hen ad stien 

langs pærekvædernes dunede hud.