Efterklange soler sig langsommeligt i mig 

nøgler hurtigere end køer i tåge 

drejer gyvelens gudetynde grene 

rundt om en slanges zig zag mod vuggen;

imens kul efter kul triller

sløres Sisyfosalarmer af tyste gløder

åbner en lem ind til cellerne

åbner en duft af muler og hø

den fælles grav af evig forlis.

Bag hver gråd står sjælen fuld af slør;

rykkes grønne fyrrekogler

væk i døgnets svækkede cirkler

dyvles død ind i hver knogle

åbner, åbner en enlig fugl

slalombølger.

Efterklange kribler som solmyrer

lifligt over færgens dæk

deres sti rammer en tyst og langsom melodi

som glasbær 

     jeg slugte alene for deres skær 

                     af morgengry og frost.