:::¤:::

 

Solen skinner selvfølgelig

på havet der ligger som en krøllet dyne

det nytter ikke at dine øjne

trækker sig ind bag et forhæng

kærligheden kan ikke klippes over

som en snor

foran den anden verdens skibe

river du plasteret af siger du ja til at stirrer

på alle de kys du stoppede ned i din kuffert

til jeg igen stod foran Ingemanns grav

i skyggen med bulmeurt

og udsigten til Sorø Akademi

så mange kilometer gik vi sammen

at aftenerne besteg sig selv

hver gang en af os vente sig

lød hestenes hove som efterladte kys

kun i tankerne hævede vi Skærgårdens skibe

fandt vi østers så store som tavshed

føl hvordan nærheden snuser til dig

råb blot til de tomme konkylier begynder at lyse

hold dem tæt om dine ører

til dit mellemnavn bliver hjerne

selv piletræerne græder ikke mere

selvom de har set det hele

selvom de ingen øjne har

og intet kan se.