Sognepræst Therese Strand Nielsens tale ved Allans fødselsdag d. 23. april 2022:

 

"Som billedillustration til dagens tema i dag har I, som har arrangeret dagen, valgt et billede af Storm P, som de fleste af os kender, og som indgår som en integreret og indlejret del af vores fælles, kollektive bevidsthed.

Vi vil alle kunne se billedet for vores indre øje af en lang række af mennesker, hvis ensretning brydes af en solist som optræder løsrevet fra gruppen. Gruppen og enkeltmennesket: To selvstændige størrelser eller enheder, om man vil, der står overfor hinanden i et indbyrdes gensidigt forhold. 

Jeg har altid set på billedet og haft den opfattelse, at billedet var en fortælling om menneskets evne til at kunne bryde ud fra en større gruppe i kraft af sin egen frie vilje, og hidtil har jeg fejlagtigt opfattet den frie vilje som medfødt. Hovedpersonen i billedet var med andre ord i min tidligere fortolkning den selvløsrivende løsgænger. Solisten, drømmeren, den kritisk tænkende intellektuelle vagabond, der kunne udstikke sin egen livskurs.

I lyset af det, som er sket hen over de forgangne år, er der selvsagt også sket noget med mig og med min fortolkning af billedet. Jeg ser nu pludselig en helt anden dynamik.

Billedet er for mig ikke længere en fortælling, der handler om det enkelte menneskes frie vilje, men derimod om samfundets udstødelse af anderledes tænkende individer. Og når jeg siger anderledes, så mener jeg her anderledes tænkende defineret i forhold til statens dominerende konsensus omkring Corona-narrativet.

Et narrativ, som har været velvilligt understøttet af hovedparten af de statsfinansierede medier i forhold til at formidle, hvad vi kan tro og have tillid til som borgere i dette land og hvad vi på den anden side må opfatte som farligt og samfundsnedbrydende.

Dette er i høj grad sket gennem de borgerfinansierede Public-servicemediekanaler, som af uransagelige årsager har formået at levere en ensidig og ukritisk journalistisk dækning.

Medierne har således over en bred kam faciliteret at understøtte fortællingen igennem vedvarende mainstream propaganda i bedste sendetid – og sågar i børnehøjde. Det har vist sig at være effektivt, og man har herefter kunne høre børn tale om, at de ikke vil gøre sig skyldige i at deres bedsteforældre dør.

At eje retten til at fortælle historie er en altoverskyggende magtfaktor, hvilket ingenlunde er nyt. Sådan har det alle dage været, og det kommer tydeligt til udtryk i en bogtitel af Johannes Sløk, som var professor ved Det teologiske Fakultet i Aarhus.

Guds fortælling, menneskets historie er titlen på et teologisk værk af Johannes Sløk. Der kunne også have stået: Guds fortælling, menneskets skæbne. Og hvis vi leger lidt med ordene og er uartige, kunne vi omskrive magtforholdet til: Statens fortælling, menneskets historie, menneskets dystopiske skæbne.

Vi må her huske på, at hvor der er tale om en nådig, tilgivende og kærlig Gud i Sløks redegørelse af gudsfortællingen og menneskets heri indlejrede historie, så forholder det sig anderledes med staten. Staten er hverken, nådig, tilgivende eller kærlig, omend den foregiver at være det.

Igen og igen er ordet tro blevet formidlet. Tror du ikke på videnskaben? Den videnskab, man har brugt som legitimationsinstans for den førte politik er formidlet som et trosforhold, noget vi må tro på.

Man tror på Gud. Man tror ikke på videnskaben. Videnskaben må derimod kunne redegøre videnskabeligt for sine iagttagelser, fund og konklusioner med afsæt i den anvendte videnskabelige metode.

Samtidig med at vi alle er blevet stillet overfor for udsagn, vi nu ”blindt” skulle tro på, måtte ingen, som ikke var fagpersoner, have en mening om det “skete”, hvis ikke de var uddannet indenfor feltet.

Det vi har lyttet til, troet på og fulgt i blind tillid har imidlertid vist sig at være en løgn og den ultimative, falske præmis blev fremsat med Statsministerens ord om: at enhver død, er en død for meget. Ethvert dødsfald er en tragedie.

Her måtte teologerne på banen. For det var en løgn. En livsødelæggende og livsundergravende løgn, som i sig selv blev en trussel mod livet og glæden og den spontane kærlighed imellem mennesker. For præmissen for udsagnet er både falsk og manipulatorisk.

Det er ikke en tragedie at vi skal dø. Vi skal alle dø, det er et grundlæggende eksistensvilkår ved det at være et menneske. Alt levende skal dø, det afgørende er alene, hvordan vi lever og hvordan vi priser og lever det liv, som vi er blevet givet.

Det er derimod en tragedie, at staten tager så let på livet, at man herfra misbruger menneskers, vores dødsangst til at få os til at udvise en bestemt og ønsket adfærd, der er ødelæggende for livsglæden og vores trivsel.

Ud af denne fortælling vokser nemlig nye skæbner, som statistisk vil kunne aflæses i alle de afledte konsekvenser af nedlukning og isolation, tvangstestning, maskepåbud, splittelse af samfundet.

Familier blev splittet, venskaber blev splittet, i vores selvforståelse blev vi splittet. Hvem er vi, hvem er jeg nu, nu efter at hver og en af os måtte forskanse os og leve i en kronisk dødsangst.

De politiske prioriteringer, som man har foretaget, vil få konsekvenser og har allerede fået konsekvenser, menneskelige og økonomiske konsekvenser. Vi ser nu en voldsom stigning i forekomsten af psykiske lidelser, særligt blandt børn og unge, og der meldes om et stigende pres på psykiatrien.

Splitting, othering muliggjort gennem systematisk propaganda i bedste sendetid, hvor enhver blev nudget og sat i mental fodlænke, isoleret i eget hjem foran skærmen, havde den konkrete indvirkning på samfundet, at mange oplevede at lade sig presse til at blive vaccineret.

Om der var tale om et frit valg på baggrund af oplyst og informeret samtykke, håber jeg inderligt at eftertiden vil efterprøve. Og jeg håber at man her vil erkende, at manipulation af menneskers såkaldte frie vilje ikke er uskyldig.

Der findes nemlig en angst, der er mere skræmmende end døden, og det er menneskers angst for at stå uden for flokken. Angsten for at stå uden for flokken må vi ikke pege fingre ad, fordi alle har en rem af huden i større eller mindre grad.

Det er skræmmende at være væk fra flokken. Derfor møder vi i bibelens fortælleunivers også fortællingen om menneskeheden som fåreflokken, hvor Gud er den god hyrde, der leder flokken i kærlighed, og samtidig hører vi også, at Gud efterlader flokken af får, for at drage ud og hente det får, som er blevet udstødt af flokken eller som er kommet på afveje og befinder sig alene uden for flokken.

Fåreflokken som metafor er blevet brugt nedsættende som begreb på sociale medier, om mennesker der følger autoriteters ord og anvisninger, men vi må her huske på, at vi alle er får i den forstand, at det er sårbart at være udfaset og leve sit liv på afstand af flokken. Derfor vil de fleste mennesker gøre alt, hvad der kræves, for at kunne forblive i flokken, så de ikke skal opleve den skæbne at blive udstødt og udskammet.

Og her er vi tilbage ved Storm P’s skildring af flokken overfor den frisindede, den udstødte, den fortabte, afhængigt af fortolkning. Uanset hvad, så er det sårbart og udsat at leve sit liv udenfor flokken og måske ligefrem være fordømt af flokken, og det kan give svære sjælekvaler.

Fra korset kort før sin død, råber Jesus: Min Gud, Gud, hvorfor har du forladt mig. Et tilsvarende afmagtsskrig møder vi i Benny Andersens og Poul Dissings sang – En hymne til skørhed fra albummet – Hymner og ukrudt. Her lyder også et skrig hos psykiateren, idet spørgsmålet i sangen lyder: ”Er det mig, eller verden der er skør”.

Er det mig, eller verden der er skør? Det spørgsmål har på et meget personligt plan fulgt mig, og jeg tror at vi er mange i dag, der kan nikke genkendende til spørgsmålet. Det hænger sammen med oplevelsen af at være uden for flokken, men det hænger også sammen med oplevelsen af, hvorvidt man kan og skal fastholde sin stemme, sin sandhed, og ikke tillade at ens egen skæbnehistorie bliver fortalt og defineret af en udefra kommende magt, som hverken er nådig, tilgivende eller kærlig.

Kære Doktor, du kan jo se jeg lider: Er det mig elle verden der er skør. Der er sket et etisk skred i vores opfattelse af hvad, der er rigtig og forkert, moralsk og umoralsk i behandlingen af vores medmenneske.

Skredet er sket ganske ubemærket, fordi det systematisk er blevet implementeret over tid. Vi har ændret vores opfattelse af, hvor langt staten må gå i tvangsforanstaltninger og totalitære indgreb overfor den enkelte borger. Og der er sket et skred i forhold til vores egen accept af villigheden til at afgive suverænitet og selvbestemmelsesretten over vores krop og vores liv. Vores frihed. Vi er nu i højere grad villige til at bytte frihed for tryghed.

I det etiske skred imellem gruppen og solisten opstår en tilstand, som er katalysator for yderligere fremmedgørelse og afstand, fordi gruppen pludselig kan blive en trussel imod solisten, ligesom gruppen indadtil kan opleve at solisten udgør en trussel imod fællesskabet.

Mekanismen har gravet og graver fortsat en dyb kløft i befolkningen, fordi den sag vi drøfter omhandler selve retten til liv. Den handler om vores menneskesyn. Den handler om, at en politisk prioritet igennem håndteringen af corona, har skabt en forestilling om borgernes moralske habitus.

Man har instrumentaliseret næstekærlighedsbegrebet og gjort forholdet til et dualistisk forhold mellem to poler: Er du en god samfundsborger, der udviser samfundssind, så følger du statens anvisninger og retningslinjer, eller er du et egoistisk menneske som er villig til potentielt at gøre dig skyldig i dit medmenneskes død. Sådan er den moralske præmis, det moralske kompas stillet op.

Mange af os oplever derfor nu at være i sorg. Det dybeste lag i vores hjerter er blevet trådt under fode, og der venter nu en tid, hvor vi må forsøge at forsone os med hinanden og prøve at forstå hinandens bevæggrunde, hvad enten vi fulgte blindt med, eller hvad enten vi gjorde modstand.

Vi må ved siden af de etiske principper om menneskets ret til selvbestemmelse over egen krop og liv insistere på, at der her ikke sker skred - og samtidig fastholde håbet for tilgivelse, som den eneste mulighed for en fælles fremtid.

Fremmedgørelse og splittelse fremkalder en afgrundsdyb angst, der forplanter sig ud i hele samfundet, som ingen af os kan leve med. Angsten gør os syge.

Vi traumatiseres, når vores dybeste angst for at stå alene misbruges og vendes imod os.

Vi må i stedet vende os mod hinanden og fastholde og insistere på, at kærligheden er stærkere end døden. Vi må atter genfinde hinanden som mennesker af kød og blod på godt og på ondt igennem tilgivelse og forsoning.

Og samtidig må vi love hinanden, at vi ikke ønsker et samfund, der vender det blinde øje til, når mennesker skubbes ud over kanten, fordi de ikke ønsker at følge en styreform, der er anlagt på at skabe skel mellem dem og os.

Vi har derfor intet valg andet end at elske hinanden ubetinget og fastholde, at ingen, hverken noget menneske eller nogen gruppering - ejer retten til at skubbe nogen ud af flokken.

Der findes kun en god hyrde – og det er Gud.

Tak for ordet."