Afhængighedens mørke

Jeg har set mørket; det sad bag et forhæng med en fiskestang i hånden. Der var en slags skævt smil på dets læber. Der var grønne og violette nuancer i dets skællede ydre. Det troede nok, at det snart havde mig på krogen. (Igen). Jeg slap forhænget og lod mørket passe sig selv. Mørket var en stakkel bag det forhæng. Mere end fortabt uden min sjæl. Det sidder sikkert stadig sammen med sine søde venner og fisker i intetheden efter andre efterladte og fortabte sjæle. Du kan selv se efter - hvis du tør.