Om homöopati

Hvordan kan det begribes, at en ikke målbar substans kan have sin virkning på fx. ganske vist mikroskopiske men stadig via mikroskop registrebare vira?

Måske er sygdom i virkeligheden en proces, der hele tiden foregår. Hele tiden pågår der en nedbrydelse. Hele tiden er der 'noget', der vil have en bid af mig. Vira er måske således ganske vist et fysisk nedre udtryk for et sådant 'noget'.  Og derfor vi således kan nå langt i sygdomsforebyggelse, når vi gennem hygiejne netop tager fysiske forholdsregler for at dæmme op for netop vira og bakterier.  Men hvad er vira udtryk for andet end et finere estimat af noget animalsk. Vi kan bekæmpe vira, og vi kan bekæmpe svampevækst, svulster etc. Ved at bygge dæmninger og forsvarsværker eller ved decideret krigsførelse – eller vi kan forsøge at komme i samtale med den dyreverden og den planteverden, som vira, svampevækst, cyster, modersmærker og svulster er udtryk for. En sådan samtale er det min opfattelse, at der foregår ved brugen af potenserede substanser. Hvad er det sygdomsvæsenet vil have af mig. Hvad er det jeg skal lære? Jeg tænker også, at det er dette, der ligger og lå til grund for forskellige folkeslags hang til at ofre til guderne; en intuition om at nogen eller noget ville have noget af os. Et studie i tesen lige helbreder lige – og lige forebygger lige – blotlægger hvilke fine substanser, det drejer sig om, når ’ofring’ virkelig skal have en specifik og signifikant virkning.

Gennem forsøg vil man og har man allerede kunne påvise at vand har hukommelse. Det er denne hukommelse homöopatien bringer i anvendelse gennem potensering. Selvom den pågældende potenserede substans ikke længere er fysisk målbar til stede i den bærende substans (væske, globuli etc), så bærer denne bærende substans alligevel idéen om den potenserede substans i sig.  Idéen bliver lysende og eftertragtelsesværdig for de væsener, der konstant væver ind og ud af ethvert menneske. På den måde er den potenserede substans føde for de væsener, som den potenserede substans korrespondere med, og på denne måde bliver ’jeg’ som sygdomsramt ladt lidt i fred til at hele via mine egne livskræfter.

Disse ’egne livskræfter’ er det, at man i antikkens Ægypten ønskede at fristille til heling, når man ad kontrolleret vej bragte menneskebevidstheden ud af sit legeme. Narkose og passage mellem livet og dødsriget er et absolut ægyptisk speciale, som man allerede bemærkelsesværdigt mestrede i en vis grad dér allerede for flere tusinde år siden.  Det er åbenbart at lægevidenskaben i dag i høj grad lukrerer på dette hvad narkose som redskab til operative indgreb angår. Men den levende tilgang til sygdom som forvandling og forvandling som selve livets forudsætning skal vi frem til det antikke Grækenland for at finde.