Test

 

I dag tog jeg en test

for at se 

om jeg skulle være syg. 

I morgen går jeg 

en tur på kirkegården

for at se 

om jeg skulle være død.

 

 

A Cure For Wellness

 

Anti-moralen i filmen A cure for wellness er, at når et menneske med en af magthaverne indbildt sygdom rejser sig op og siger til alle de andre mennesker med en af magthaverne indbildt sygdom - at de ikke er syge, at det er noget, som de bliver bildt ind, så vil de ikke rejse sig op mod magthaverne, men rejse sig op og vende sig imod den revolterende for at tilintetgøre vedkommende.

 

Kongevejen vs sidegaderne

 

Når først beskyttelseshinden mellem underbevidsthed og dagsbevidsthed er perforeret, står hvert menneske midt i psykosen - med en djævlebevidsthed, der tilsiger hvert menneske at tro, at der vitterligt gives en djævel at tilbede, som overskygger erindringen om menneskets paradisiske udspring.

Men djævlebevidsthed er også blot en erfaring blandt alle de myriader af erfaringer, der findes; enhver afsporing og ethvert fald er udtryk for en bevægelse, enhver sygdom et gelænder, der tjener et højere formål. Det er ikke enhver beskåren at gå kongevejen og samtidig følge en indre udviklingsbevægelse mod større helhed, hvor det, der er foroven, bliver et med det, der er forneden - og det, der er til højre, bliver et med det, der er til venstre, det, der er foran, bliver et med det, der er bagved. Den, der går en sådan vej, vil ikke kunne fordømme, de andre, der ud fra deres egen natur og stade - ikke kan, ikke vil - men kan og vil noget andet, der giver dem en oplevelse af enhed mellem den indre bevægelse og de ydre handlinger.

Er det værst tænkelige scenaries politik til menneskehedens bedste:

 

Vacciner er som udgangspunkt til menneskehedens bedste, hvis man sætter dem op mod de værste tilfældes historik. Hvis valget står mellem menneskehedens udryddelse eller en vaccine med en vis procentdel dødelighed, så er det jo et nemt regnestykke for den materialistisk indstillede tankegang. Man vælger naturligvis det, man anser for det mindste af to onder.

Og her har vi det problem, at det langt hen ad vejen er lykkedes for politikerne at overbevise en stor del af befolkningen om, at vi har at gøre med eller måske meget sandsynligt kan komme til at have at gøre med et værste tilfældes scenarie. Hvilket ikke er hverken faktuelt eller historisk korrekt. Vi har ikke at gøre med vira der på nogen måde er i nærheden af at kunne udrydde menneskeheden.

Problemet med den ny tids vacciner er imidlertid, at de er kommet længere og længere bort fra serum idéen. Flere og flere giftstoffer, menneske- og dyreceller og død vira er blevet introduceret. Og nu med de seneste vacciner er vi direkte ovre i genmanipulation, som ikke indeholder den samme form for naturlighed, som der lå i den oprindelige udvikling af vacciner ud fra tanken om serum og levende vira.

Og der til har de sidst nævnte præparater ikke undergået sædvanlige procedure for udvikling af vacciner, men bliver i stedet haste introduceret som et verdensomspændende eksperiment indgivet direkte på menneskeheden.

I disse ovenstående tankegange, overvejelser og slutninger er ikke medtaget noget direkte åndeligt perspektiv på, hvad sygdom egentlig betyder for menneskets åndelige udvikling. Her under ikke bare hvad fx børnesygdommene betyder for menneskets udvikling i dette liv, men også hvad sygdom betyder for menneskehedens og menneskets udvikling ud over det enkelte menneskes ene liv.

Samfundskritik

 

Regeringens nysprog finder jeg afskyeligt. Et menneske kan være samfundskritisk. Helt modsat en sygdom. En sygdom er slet og ret en sygdom uanset hvilket regimes mennesker, den rammer. Der findes heller ikke sådan noget som en samfundskritisk ost, en samfundskritisk måne, et samfundskritisk molekyle, et samfundskritisk hav, en samfundskritisk forelskelse, en samfundskritisk solsort eller et samfundskritisk rugbrød. Der findes til gengæld en samfundskritisk tanke. Det er en sådan, jeg her gerne vil give udtryk for.

Blod, hjerne, hjerte, nyrer ~ i relation til 'gift':

Det der rutsjer over i blodet uden at være blod, får mere eller mindre fri passage til hjernen og må dermed  kunne påvirke evnen til at tænke klart. Alt hvad vi indtager (lys, luft og materie) må omdannes for at kunne genopbygges til blandt andet blod. Når et stof går udenom en sådan omdannelse, går det også udenom, det 'jeg' blodet er så stærkt forbundet med, blodets kvalitet ændres udenom de anatomiske processer og udenom jeg'et. Derved opstår som første trin allergiske reaktioner, som vi egentlig bør være glade for - idet hvis ikke disse alarmlamper fungerede - ville vi være endnu værre stillet. Blodets vej er først og fremmest gennem hjertet. Blodet bærer egentlig billeder til hjertet om kvaliteten af det vi indtager/sanser. Blod i urinen vil være et sygdomstegn.

Man behøver ikke at indtage en akut dosis gift for at få en blodforgiftning. Man kan over længere tid indtage gift (f.eks. små mængder tungmetaller og pænt store mængder alkohol - sådan som f.eks. en del asfaltarbejdere og malere tidligere gjorde). Så kan man efter flere årtier på denne 'kost' - fra den ene dag til den anden udskifte den daglige mængde alkohol (og smøger!) med rigeligt mælk. Og en blodforgiftningstilstand vil kunne opstå - idet knoglerne nu får tilbudt en bedre kvalitet calcium og dermed er ret villige til at frigive en del af de bundne tungmetaller for at bytte dem ud med et mere tiltalende materiale.

:

Biografien er dit jeg. Eller bevidsthed om biografi sliber væggene ned omkring dit jeg. Og når slibearbejdet er til ende, ser du at hele aktiviteten har dækket over noget, der ikke er der, noget, der er der, hvergang du identificerer dig med et jeg, hver gang du siger, jeg gjorde, jeg tænkte, jeg husker, jeg husker, at jeg var til. Biografien ender - i mit jeg er her ikke længere til at huske, at jeg var til.

Om homöopati

Hvordan kan det begribes, at en ikke målbar substans kan have sin virkning på fx. ganske vist mikroskopiske men stadig via mikroskop registrebare vira?

Måske er sygdom i virkeligheden en proces, der hele tiden foregår. Hele tiden pågår der en nedbrydelse. Hele tiden er der 'noget', der vil have en bid af mig. Vira er måske således ganske vist et fysisk nedre udtryk for et sådant 'noget'.  Og derfor vi således kan nå langt i sygdomsforebyggelse, når vi gennem hygiejne netop tager fysiske forholdsregler for at dæmme op for netop vira og bakterier.  Men hvad er vira udtryk for andet end et finere estimat af noget animalsk. Vi kan bekæmpe vira, og vi kan bekæmpe svampevækst, svulster etc. Ved at bygge dæmninger og forsvarsværker eller ved decideret krigsførelse – eller vi kan forsøge at komme i samtale med den dyreverden og den planteverden, som vira, svampevækst, cyster, modersmærker og svulster er udtryk for. En sådan samtale er det min opfattelse, at der foregår ved brugen af potenserede substanser. Hvad er det sygdomsvæsenet vil have af mig. Hvad er det jeg skal lære? Jeg tænker også, at det er dette, der ligger og lå til grund for forskellige folkeslags hang til at ofre til guderne; en intuition om at nogen eller noget ville have noget af os. Et studie i tesen lige helbreder lige – og lige forebygger lige – blotlægger hvilke fine substanser, det drejer sig om, når ’ofring’ virkelig skal have en specifik og signifikant virkning.

Gennem forsøg vil man og har man allerede kunne påvise at vand har hukommelse. Det er denne hukommelse homöopatien bringer i anvendelse gennem potensering. Selvom den pågældende potenserede substans ikke længere er fysisk målbar til stede i den bærende substans (væske, globuli etc), så bærer denne bærende substans alligevel idéen om den potenserede substans i sig.  Idéen bliver lysende og eftertragtelsesværdig for de væsener, der konstant væver ind og ud af ethvert menneske. På den måde er den potenserede substans føde for de væsener, som den potenserede substans korrespondere med, og på denne måde bliver ’jeg’ som sygdomsramt ladt lidt i fred til at hele via mine egne livskræfter.

Disse ’egne livskræfter’ er det, at man i antikkens Ægypten ønskede at fristille til heling, når man ad kontrolleret vej bragte menneskebevidstheden ud af sit legeme. Narkose og passage mellem livet og dødsriget er et absolut ægyptisk speciale, som man allerede bemærkelsesværdigt mestrede i en vis grad dér allerede for flere tusinde år siden.  Det er åbenbart at lægevidenskaben i dag i høj grad lukrerer på dette hvad narkose som redskab til operative indgreb angår. Men den levende tilgang til sygdom som forvandling og forvandling som selve livets forudsætning skal vi frem til det antikke Grækenland for at finde.

Ssssssssssssssssssssss smerte skrig:

Det egne behov er for mit vedkommende jo netop at slippe for at se den lide. Det må jo så være fordi det er en bedste ven  -  og fordi jeg på en eller anden måde identificerer mig med dens lidelse, fordi jeg genkender den, men det mærkelige er, at jeg selv, om jeg befinder mig i en tilsvarende smertetilstand, beder om ikke at blive ved med at blive pumpet med bedøvelsesmiddel.

Hvordan hunden har det, når den lider mod døden, kan jeg imidlertid i realiteten ikke vide meget om. Det jeg kan vide er, at det er så godt som umuligt for mig, at se en hund lide, og at det derfor først og fremmest er for min egen skyld, at jeg ville vælge, at den går bedøvet ind i døden, hvis det nu er det, den skal.

Spørgsmålet bliver tilbage, hvad er meningen med smerte, sygdom, død. På vores hospitaler synes fokus i stadig stigende grad at ligge på smertelindring;  succeskriteriet er,  at smerten ikke længere skal kunne registreres (på overfladen). Men er det meningen med smerten. Er det bedst at vi går bedøvede over dødens tærskel. Er smerten ikke også en ven? Dødsskriget en sidste simpel bøn (ja, til hvem?).

Ja, når man har knyttet sig så meget til et væsen, som et menneske netop kan knytte sig til en hund - og omvendt ~ så er det klart, at man tager ordentlig afsked med hinanden. Spørgsmålet er så bare, hvad der er ordentligt. Vi mennesker har vores orden, naturen har måske en lidt anden. Og når folk flokkes i skønsang: må jeg ta hunden med mig ind i himlen. Nej, gu må du ej, du kan blive tilbage din flæskesteg, men derfor kan der jo godt være en hundehimmel med en hundeskole, hundekunster og alt, og hvem ved, hvad den frarøvede smerte betyder. I vores verden er smerte i sit udgangspunkt  = bevidsthedsopvågning.

vaccine mod materialisme:

Den vaccine danskerne aller mest har brug for, er en vaccine imod den udbredte materialisme.

Hvad koster den?

Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du endnu ikke har fået én; det er jo sådan set heller ikke en, som du finder i det almindelige handelsudbud, og det er måske også godt det samme, for der findes snart ikke den dansker, der hvis den var i almindelig handel, ikke ville hamstre den i store mængder, blot for at have den på lager sådan bare for en sikkerheds skyld, selvom ingen inderst inde på nogen måde tror på det vedholdende rygte, at det i virkeligheden drejer sig om en yderst smitsom epidemi; og at den egentlige og mest effektive vaccine er den, selv at prøve at gå til bunds midt i netop epidemiens sugende malstrøm:

Bøger hører det med under sygdomsbilledet?

Nej, nej, bøger --- eller rettere noget af det, der kan stå i bøger, kan netop være et plaster på de epidemiske sår! Men klart, hvis du har det som jeg, at du har kærlighed til bøgerne som objekter og form, så er det jo også en grad af (ganske vist forfinet) materialisme.

Og hvad med facebook misbrug?

Facebook misbrug er materialisme i den grad ja ... men det kan jo også være et medie til at viderebringe modstand og oplysning.

Læs din bog, og ræk den videre!

 Ja, prøver jeg også på, men der er rigtig mange bøger, som det er værd at læse mere end én gang. Skær stablen med din sabel og papirtigeren kommer ut!

Pensler, lærred og papir, så er du jo på vej ind i åndsfærerne, det vil vi ingenlunde vaccinere imod, her i dronningelunden!

En form for åndsmaterialisme med google som sin blindtarm:

Vaccine for oplysning. 2 årlige skud og patienten bliver afhængig af viden, indsigt og forståelse.

~

Så længe vi spiser materiale, der giver os indre billeder af død og ødelæggelse, så længe vil det blive ved både lokalt og globalt. Så længe vil der stadig være godt salg i våben og krimier, og vi vil sluge mordgåder, ligesom vi sluger angsten fra det aflivede svin. Det er den gamle fortælling, om hvilken røg, der stiger til himmels, og hvilken, der ikke gør; det er en urgammel problematik, omend vi er skabt til liv, så vælges dødsruterne stadig i al for høj grad - uden tanke om de langsigtede og omsiggribende konsekvenser for den enkelte og jordkloden som helhed..

Døden er ikke uforklarlig
uden den kunne vi aldrig rigtig blive mennesker: