Det er på én gang både evolution og revolution i hvert
enkeltes liv. Det er så effektfuldt som en dråbe der skiller olie fra vand - at
beslutte for sig selv: Jeg vil ikke længere overvejende og som en besat
beskæftige mig med, hvad jeg måtte have af anker mod en persons ytringer,
meninger, holdninger, gerninger - men alene anlægge den synsvinkel at finde
noget konstruktivt. Med det som fokus - at se hen til den andens højere jeg -
forandres situationen - både for den anden og jeg selv. Så enkelt er det
faktisk at komme til en harmonisk entré til en 'paradisisk tilstand'. Enkelt og
kun så svært, som vi selv gør det til, fordi det er sådan bevidstheden
fungerer. Vi opholder os ikke længe ved den paradisiske 'belønning' men opsøger
snart nye kværnende mentale problemstillinger, det er en slags afhængighed af
at løse mentale 'problemer'. En hjernens overkogte arbejdsnarkomani. Jeg
skriver det kun, fordi jeg kender det fra mig selv.
Men det, der alt for ofte tages for en belønning efter endt
problemløsning, er, der hvor det opleves med alle sanser åbne, i virkeligheden
en frigørelse. Men med den sidste passage illustrerer jeg, hvordan et menneske
sjældent opholder sig længe ved denne frigørelse, fordi
problemløsnings-belønnings modellen er så indarbejdet i vores 'opdragelse' til
'civilisation'. Det ville være det vigtigste overhovedet i et sigte på at
forbedre samfundet, at vi hver især kom til at øve os i at gøre oplevelsen af
frigørelse til den elastiske oplevelse, den vitterligt er. Oplevelsen af
evighedsmomentet: Åbningen af kronechakraet til den frit strømmende MODERENERGI.
